BRANDVÆSENET UNDER BESÆTTELSEN

Den 9. april 1940 klokken lidt over 4 om morgenen gik en større tysk hær over den dansk tyske grænse i Sønderjylland. Samtidigt landsattes tyske tropper flere steder i landet. Den danske regering valgte, at landet skulle overgive sig, og omkring kl. 8 var kampene forbi.16 danske soldater døde. Nu var Danmark besat af Nazi-Tyskland.

Danmark kunne ikke forvente hjælp udefra til en eventuel forsvarskamp. Man frygtede, at aktiv kamp kun ville føre til landets ødelæggelse uden noget resultat.

Den danske regering valgte derfor hurtigt at samarbejde med tyskerne.

Artikel af pensioneret Overbrandmester AKILLES JENSEN

En særlig epoke i hovedstadens ildebrandshistorie kan dog skrives om tiden under tyskernes besættelse af Danmark 9. april 1940 til overgivelsen 4. maj 1945, hvor det efterhånden, som krigen intensive­redes og særligt i det sidste krigsår, blev en så alminde­lig ting med store brande, at man næsten betragtede det som en regel, at det var noget større, når klokkerne ringede om natten. Det sidste krigsår, nærmere beteg­net i sabotagerne og modsabotagerne, de såkaldte schalburgtagers tid, var det således almindeligt, at røg­dykkerne, som jo altid havde mulighed for at skulle med, ikke tog noget af tøjet af, når de lagde sig om aftenen, men beholdt støvlerne på, indtil de havde været ude til de første 2 eller 3 sabotager eller brandstiftelser.

Også på det rent organisatoriske var verdenskrigs-peri­oden en travl tid for organisationen og dens bestyrelse. Mange problemer opstod og forlangte at løses. Dyrtiden ramte tjenestemændene særlig hårdt, mange nye grene opstod indenfor brandtjenesten, en masse opgaver pålagdes brandvæsenerne, og mandskab og materiel forøgedes stadigt.

Allerede så tidligt som i 1938, da situationen i europa begyndte at tilspidse sig, opstod tanken om et civilt luftværn, og man påbegyndte oprettelsen af en sådant. I henhold til brandvæsenets luftværnsplaner påtænkte man dengang at oprette 60 hjælpebrandvagter og 32 pri­vate hjælpebrandvagter i særlige bygninger og komplek­ser. Til besættelsen af disse hjælpevagter skulle der reg­nes med 1800 luftværnsbrandmænd, der påtænktes til­vejebragt ad frivillighedens vej, og så tidligt som november 1938 indkaldte man det første kontingent af dette mandskab til uddannelse, idet de første kursus omfattede 17 frivillige. I februar 1939 afholdtes den før­ste præsentationsøvelse med dette mandskab, ialt 101 københavnske luftværnsbrandmænd med 10 påhængs­motorsprøjter. Øvelserne lededes af brandinspektører med brandmestre som hjælpelærere og foregik på brandstationerne.

I 1939 påbegyndtes oprettelsen af fabriksluftværn, og man begyndte at tale og skrive om husvagtordningen og mørklægning. Særlig det sidste var genstand for mange drøftelser og forsøg, og der lavedes udstillinger og demonstrationer herom. Med det blev ved snakken, der var blandt befolkningen en udtalt uvilje imod at påbe­gynde foranstaltninger hertil, indtil landet den 9. april 1940 blev besat. Samme dag kom der kort og godt påbud om mørklægningen, og samme aften sås intet lys nogen steder, og de uheldige stakler, fra hvis vinduer der skimtedes en lysstribe, fik omgående besøg af lovens håndhævere og fik i mange tilfælde en bøde. Så længe kan man snakke om en ting, og så hurtigt kan den blive gennemført som en realitet.

For brandvæsenets personale betød mørklægningens indførelse en masse ubehageligheder. Foruden besværet med mørklægning af lokalerne hver af en kom ubehage­lighederne med kørselen, og specielt udrykningskørse­len, i en mørklagt by og med næsten intet lys på køre­tøjerne. Det resulterede da oyså i, at en stor del af de ældre chauffører meldte sig fra kørselen.

Den 29. april 1938 vedtoges en luftbeskyttelseslov, der afløste den hidtil gældende, som vedtaget så tidligt som i 1935. Denne sidste lov indeholdt paragraffer som ind­førelse af civil værnepligt samt indrettelse af beskyttel­sesrum i offentlige bygninger og om pulterkammerryd­ning. hvilket sidste var en væsentlig del af den forebyg­gende brandslukningstjeneste. I dagene 1.-11. februar 1939 blev der således som prøve foretaget en frivillig pulterkammerrydning i en del af den gamle by, hvor man ryddede pulterkamrene i 1800 beboelseses-jendomme. Der blev ialt fjernet 1000 tons indhold fra områdets pulter­kamre.

I august 1939 påbegyndtes en rationel uddannelse af det værnepligtige C.B.-mandskab, hvilken uddannelse dog fortrinsvis henlagdes i tiden udenfor de værnepligtiges normale arbejdstid. Ved uddannelse medvirkede brand­væsenernes faste mandskab som lærere og tropsførere, og dette medførte, at der måtte føres en del forhandlin­ger om betaling herfor.

I juni 1940 indkaldtes i København ca. 500 C.B.-pligtige til vagttjeneste om natten på 7 anneks-stationer og 14 hjælpebrandstationer, og der blev af brandvæsenets fas­te styrke udtaget reservebrandmestre og brandmænd som vagtkommandører, idet de toges ud af den daglige vagtordning. Samtidig indførtes mødepligt under luft­alarm for 1/7 af frimandskabet, hvilket atter gav anled­ning til forhandlinger om betaling herfor, der resulterede i, at man fik 2 Kr. for hvert fremmøde.

For Gentofte og Frederiksbergs vedkommende blev der truffet lignende ordninger med oprettelsen af hjælpe­brandvagter og besættelse af disse, ligesom man også havde en masse merarbejde med de stadige uddannelser af C.B.-brandmandskab.
Samtidig udviklede der sig efterhånden i storkøbenhavn en mere og mere organiseret husvagts-ordning, og også ved uddannelsen af disse husvagter i korte kursus med­virkede det faste brandmandskab.

Man vil kunne forstå, at det efterhånden tog et stærkt indhug i brandmændenes fritid, og sammen med teater­tjenesten o.a. gjorde alle disse foranstaltninger, at en brandmand efterhånden ikke havde mange friaftener til sin rådighed. Og når der en gang imellem forståeligt nok knurredes over alle disse pligter og den urimeligt ringe betaling herfor, var svaret som oftest en hentydning til »borgerpligten« og »vi er alle i samme båd« – Parolen, der efterhånden føltes som en fortærsket frase.

Således hengik de første af besættelsesårene med en stadig udvidelse af tjenesten, uden at man egentlig så nogen praktisk nytte af hele dette store apparat, og uden at der egentlig skete større katastrofer, som kræ­vede indsats af det iværksatte beredskab udover, at der af og til fandt overflyvninger sted af allierede flyvestyr­ker, hvilket foranledigede fremmøder på hjælpevagter og brandstationer.

Men efterhånden som krigen i Europa udviklede sig og forholdet til besættelsesmagten tilspid­sedes, begyndte sabotagerne at tage fart, i begyndelsen med mere eller mindre »held«, idet man fra frihedsbe­vægelsen manglede såvel erfaringer og erfarent mand­skab hertil, som man velsagtens også kun rådede over begrænsede mængder af mere eller mindre virksomt sprængstof. Tillige var der i befoldningen delte meninger om sabotagernes betydning og berettigelse i den første tid, og der blev fra forskellig side iværksat en »antisabo­tage«-kampågne med den nokså bekendte og berygtede »redaktør« Krenchel i spidsen.

Men efterhånden gik det mere og mere op for befolkningen, at sabotagerne var en bedre og mere hensigtmæssig måde at bekæmpe besættelses-magtens forsøg på at underlægge sig hele den danske industri til krigsfabrikationen på, end hvis ødelæggelsen af samme omfang skulle foretages fra luf­ten af de allierede luftstyrker.
Det første bevis for denne anskuelse fik københavns befolkning med luftangrebet på Burmeister & Wains Maskinværksteder den 27. januar 1943 ved 17-tiden, da 6 engelske mosquito flyvemaskiner i lav højde kastede spræng- og brandbomber ned over bygningerne, der resulterede i store ødelæggelse og 5 dræbte, 26 hårdt kvæstede samt 41 lettere kvæstede, uden at man egentlig lammede driften på Maskinværkstederne i nogen katastrofal grad. Brandfolkene arbejdede det meste af natten på at slukke brande og redde mennesker fra ruinerne.Ved dette luftangreb var skaderne udenom så mange og store, og afstedkom så store ødelæggelser både på beboelsesejendomme og andre fabriker herunder sukkerfabrikken, at det slet ikke stod i nogen rimeligt forhold til den skade man ved denne lejlighed formåede at tilføje værnemagten. I et kvarter på Islands Brygge, og en del af Strandgade måtte ca. 6000 mennesker øjeblikkeligt evakueres på grund af ueksploderede forsagere.
Ved de herved opståede brande på sukkerhuset og i langebrogade samt skaderne i Islands Brygge kvarteret kom brandvæsenet i København ud for en af de første større opgaver under krigen. Og man så da også her, at man af forskellige årsager, væsentligst vel uerfarenhe­den med et sådant luftangrebs virkninger samt en vis ængstelse for at gribe en sådan ny situation an, satte så meget materiel og mandskab ind, at et evt. samtidigt angreb andet sted kunne have fået slemme følger. Men efterhånden lærte man at tage den slags sager mere roligt, og tid efter anden blev store brande rent rutinear­bejde.
Efter dette det første større luftangreb på København der havde nogle enkelte gange før været nedkastet enkelte mindre brandbomber, uden at disse havde forå­saget større skade – tog sabotagevirksomheden rigtig fart. Der gik nu sjældent et døgn hen, uden at det var større eller mindre brande og sprængninger, sommetider flere i samme døgn. Og samtidig opstod begrebet »Schalburgtage«, ødelæggelser iværksat af tyskernes håndlængere efter disses ordre. Mange gange kunne det være vanskeligt at afgøre, om det var det ene eller det andet, selv om Schalburgtagerne gerne var rettet mod objekter, der gjorde det hele så meningsløst, at man straks var klar over, hvem der havde været på spil.

Modstanden mod besættelsesmagten nåede sin kulmi­nation i folkestrejken i dagene 30. juni til 4. juli 1944. Det begyndte med, at tyskerne på grund af de tiltagende sabotager og andre episoder efterhånden var blevet besat af et sådant raseri, at man den 26 juni dekreterede spærretid og udgangsforbud fra kl. 20-5.

Københavnerne respekterede ikke forbudet, men gik ud på gader og veje, og herved opstod skydning fra tyske gadepartruljer. Befolkningen reagerede med at opgøre barrikader af alt for hånden værende og tændte bål i gaderne. Brandvæsenerne fik i disse dage den travleste periode under hele besættelsestiden, dels med udrykninger til brande og dels – og ikke mindst – med ambulanceudryk­ninger.

Om denne del af brandvæsenets tjeneste under de sidste krigsår kunne der skrives et helt kapitel for sig. Det kan således eksempelvis nævnes, at i tiden umiddel­bart før folkestrejken lå tallet for ambulanceudrykninger for Københavns brandvæsens vedkommende på ca. 50 om dagen, og den 26. juni 1944 kørtes 115 ture, hvoraf 59 ture kørtes fra kl. 20-24. Det var således at ambulance­vognene blot kørte ind i brandstationernes gårde og vendte, medens medhjælperen hentede ordren til den næste tur, ja, mange vogne kom ikke engang hjem, men fik ordrerne til nye udrykninger på hospitalerne eller un­der hjemkørselen.

Denne travlhed kunne selvsagt ikke gennemføres med brandvæsnernes normale vognpark, men man måtte tage de til beredskabet bestemte C.B.­ambulancer i brug. Når man samtidig betænker, at udrykningerne foregik til og gennem gaderne, der var spærret af barrikader og udgravninger, samtidig med at der fandt et kraftigt skyderi sted, har man en svag for­nemmelse af, hvad det ville sige at betjene ambulancer­ne i disse dage. Særlig galt var det på Vesterbro, og mest i Istedgadekvarteret, hvor man under parolen: »Istedgade overgiver sig aldrig!« gjorde tyskerne mange kvaler. De to følgende dage, den 27. og 28. juni forløb noget roligere, og torsdag den 29 ændredes udgangsforbudets begyndelse til kl. 23.

Der blev dog ikke nævneværdigt roligere af den grund, og man forsøgte nu forskellige steder at standse trafikken bl.a. ved at vælte sporvogne o.l., hvorfor sporvejsfunktionærerne, efter forgæves at have forlagt politibeskyttelse på visse strækninger, ned­lagde arbejdet den 30. om morgenen ved 7-tiden, og to timer senere var generalstrejken en fuldbyrdet kendsger­ning over hele byen.

Da også telefoncentralerne strej­kede, var tilkaldelse af brandvæsenet umuligt pr. telefon, men efterhånden fandt man ud af at alarmere på andre måder, og selv om udrykningerne jo forsinkedes en hel del herved, gik det dog alligevel, indtil nogle centraler i løbet af dagen genoptog arbejdet. I mellemtiden havde man dog flere stedet måttet nedkæmpe brande ved hjælp af de lokale fabriksluftværn og lignende.

Om formiddagen begyndte urolighederne igen og her­med efterspørgselen efter ambulancer. Udrykningerne gjaldt tilskadekomne og dræbte ved skydning. overfald o.a. samt en stor del sygetransporter, og man måtte at­ter denne dag have alt disponibelt ambulancemateriel i brug.
Af brandudrykninger var der også mange. Mange steder raserede man formentlige Nazisters lejligheder for forretninger og lavede bål af deres ejendele; og i sådanne tilfælde var det sjældent muligt af få lov til at slukke; før alt var effektivt ødelagt.

Mange store varehuse, hvis indehavere var stemplede som værnemagere eller protyske, blev plyndrede. Såle­des blev varehuset »buldog« på Nørrebrogade plyndret og sat i brand, og på grund af barrikader i gaderne var det umuligt at køre frem til brandstedet. Ejendommen brændte således også helt ud, inden man fik nedkæmpet ilden.

Mange store varehuse, hvis indehavere var stemplede som værnemagere eller protyske, blev plyndrede. Såle­des blev varehuset »buldog« på Nørrebrogade plyndret og sat i brand, og på grund af barrikader i gaderne var det umuligt at køre frem til brandstedet. Ejendommen brændte således også helt ud, inden man fik nedkæmpet ilden.

Samtidig med denne brand blev der alarmeret tii en kon­fektionsfabrik i Stengade, hvor man syede tyske unifor­mer, og hvor det brændte i 4-5 etager. Her ville folk også forhindre brandvæsenet i at slukke, men efter at brand­inspektøren havde forklaret mængden, at de tilstødende ejendomme var truede, vendte stemningen sig helt, og man hjalp til med udlægning af slanger o.l.

Det samme optrin gentog sig kort efter i Korsgade, hvor der også fandtes en fabrik for tyske uniformer. Og sam­me aften i tiden fra kl. 22 til 22.30 var der således 14 brandudrykninger, der alle stammede fra ildspåsættels. Og under alle disse udrykninger blev der skudt kraftigt rundt omkring i byen, og det var således ikke nogen ufarlig ting at rykke ud til ildebrand. I Griffenfeldtsgade på hjørnet af Rantzausgade blev da også en C.B.-brand­mand ramt, men så heldigt, at han kunne tage hjem efter at være forbundet på hospitalet. Det hændte også flere gange samme dag, at ildløskøre­tøjer eller ambulancer blev standsede og beskudt af tyske patruljer, således at mandskabet måtte gå i dæk­ning i gadedøre eller kaste sig ned i bunden af køretøjerne.

Kl. 22 om aftenen den 30. juni standsede tyskerne gas,­vand- og elektricitetsforsyningen, og der gik rygter om. at byen nu skulle sultes ud. Noget senere på aftenen forbød man al udrykningskørsel, men senere ændredes dette forbud til, at man kunne køre ud efter særlig tilladelse i hvert enkelt tilfælde, når man førte flag og brugte horn og blinklygter.

Politiet inddrog alle sikkerhedsvagter fra gaderne, og da telefonvæsenets akkumulatorer efterånden tømtes, blev samtlige brandvagter efterhånden benyttet som melde­steder både for politi og brandvæsen, idet man her havde brandvæsenets lokale telefonanlæg.

Efterhånden begyndte det at knibe med vand til beboelsesejendommene, og kommunens vandvogne blev stationeret på brandstationerne og måtte rykke ud flere gange med forsyninger. Ligeledes skyllede man øvelsespumpegravene på stationerne og fyldte dem med rent vand, så at de omboende kunne hente det nødtørftige vand til husholdningen her.
Søndag den 2. juli kom elektricitets- og vandværkerne i gang igen, og i den følgende uge ebbede strejken efterhånden ud.

Et andet problem for brandvæsenet under strejken var levnedsmiddelforsyningen, idet tyskerne søndag morgen spærrede udgangen til og fra hovedstaden ved alle ud­faldsveje, og det var således ikke muligt at få forsynin­ger frem, og allerede om fredagen og lørdagen var for­retningerne tømte. Dels måtte brandvæsenerne sørge for bespisning til både deres faste mandskab såvel som til C.B..-mandskabet, og dels kom der en masse henvendel­ser om assistance ved fremskaffelse og transport af fødevarer til forskellige institutioner såsom hospitaler, alderdomshjem o.l.
Det lykkedes imidlertid brandvæsenerne fra forskellige lagre i byen ved disses velvillige mellemkomst at fremskaffe betydelige mængder af fødemidler og råvarer til fremstilling af sådanne.

Mange vogne kørte således ud til bønderne på Amager og hentede læssevis af kortofter, blomkål, tomater etc, og andre af brandvæsenernes lastvogne kørte hele døgn i fast fart og hentede mel, smør og sukker samt gær til bagerne i tættest beboede kvarterer. Alt dette gik dog ikke af uden sammenstød med værnemagten, og utrolige var de tricks, der blev benyttet af brandmændene og C-B-erne for at slippe gennem spærringerne, og når al andet glippede, tog man bestikkelsen til hjælp med cigaretter, fødevarer o.a. således sendtes der ekspeditioner ud over hele Sjælland, helt til Frederiksværk, Frederikssund, Skibby og ølsted kørte man efter brød.

Folkestrejken i 1944 var således en af de travleste epoker for brandvæsenerne under hele besættelsestiden, men på trods af, at både en del af det faste mandskab og det meste af C.B.- styrkerne ikke kom hjem i flere døgn, tog alle, befoldningen inclusive, det hele med et strålende humør, og det blev efterhånden en hel sport af snyde værnemagten og de tyske patruljer

En ny fase i situationen og hermed også i brandvæse­nets arbejde opstod efter den 19. september 1944, hvor tyskerne nedkæmpede og internerede det danske politi. Efter dette tidspunkt fik tyskerne håndlangere, Schalburg- og hipofolkene og hvilke betegnelser man ellers havde givet disse landsforrædere, mere vind i sej­lene, og dette havde atter til følge, at brandvæsenerne fik nye vanskeligheder at kæmpe med. En overgang kort efter politiets fjernelse var der således en del personer, der benyttede sig af situationen til at lave en masse fal­ske alarmeringer, og det kunne ske adskillige gange i døgnet, at man måtte ud til sådanne falske alarmer. I mange tilfælde lykkedes det dog brandvæsenerne at fange gerningsmændene, og man måtte så selv foretage de første forhør, hvorefter misdæderne førtes til-Vestre Fængsel.

Ved udrykningerne i øvrigt stillede hipofoldene på politigården krav om at blive alarmerede, men da man ikke var interesseret i at have disse individer til at møde på brandstederne og skyde vildt ud i luften og terrorisere befolkningen, hvad de som oftest gjorde, idet de mente, dette var den eneste saliggørende måde at rydde gaden og holde tilskuere af vejen på, saboterede man så vidt muligt disse gangsteres deltagelse ved enten af undlade at alarmere dem eller også alarmere dem for sent. Forholdet til besættelsesmagten var et spørgsmål, der til stadighed gav grund til gisninger og skepsis.

Da Dan­mark den 9.april 1940 blev besat, og de tyske tropper rykkede ind i hovedstaden, var man i de første dage spændt på, hvilke følger dette vilde få for brandvæse­nerne, om værnemagten eventuelt ville overtage ledel­sen af disse Men ret hurtigt blev man klar over, at der foreløbig ikke var tale om nogen indgreb herfra, og un­der hele krigen skete der med nogle få undtagelser fintet af denne art, der havde nogen større betydning for brandvæsenernes arbejde. Værnemagten blandede sig ikke i nævneværdig grad i disses sager, og man forsøgte udadtil at bevare skinnet af, at brandvæsenerne holdt sig på neutral grund.

Nogle enkelte episoder fandt dog sted ved brande i havneområderne, hvor tyskerne havde indsat en marineofficer som kommandant. Denne herre var af et noget kolerisk temperament, og det hændte nogle gange, når der var udrykning til sabotagebrande i havnen at han beskyldte brandvæsenets personale for at stå i ledtog med sabotørerne og for at de saboterede slukningen.

Et par gange, således ved branden i det norske skib »Urda« og ved en brand i et af værnemag­tens marinedepoter på Islands Plads – rekvirerede han assistance fra den tyske hær og flåde, men det kom aldrig så vidt, at de kom i arbejde idet såvel brandmæn­dene som havnearbejdere nægtede at arbejde sammen med disse, hvorefter han trak sine »styrker« tilbage, men dog ikke uden at han først havde truet med både arres­tation og pensionering af brandmændene.

Det hændte også, at der fandt razziaer sted på brandsta­tionerne fra Gestapos side, således da man hentede brandvæsenets radioanlæg af frygt for, at man skulle stå i radioforbindelse med de allierede. Og mange gange gik rygterne på de lokale telefoner, at der ville blive foreta­get razziaer efter illegale skrifter og personer, uden at det dog vist nogensinde blev til virkelighed.

Når forholdet til besættelsesmagten i det store og hele for brandvæsenernes vedkommende forblev så for­holdsvis uden større gnidninger, kan man til gengæld som tidligere nævnt ikke sig helt det samme om forhol­det til tyskernes håndlangere, alle disse korps, som ef­terhånden oprettedes, såsom sommerkorpset, schal­burgkorpset, hipokorpset, S.D.-korpset m.fl., og det hændte ikke så sjældent, at brandvæsenets personale stødte sammen med disse korps’s mandskaber. Brand­mændene blev af dem beskyldt for – og måske ikke helt uden grund – at stå i ledtog med sabotører og med fri­hedsbevægelsen.

Hovedbrandstationen karakteriserede de som en »Sabo­tørrede«, og truede flere gange med, at de nok en dag skulle rømme op i»bulen«. Man forsøgte også flere gange at foretage arrestationer på brandstationerne, ja en dag arresterede man på hovedbrandstationen 10 C.B.-brandmænd og lod dem under bevogtning føre til politigården idet man påstod, at der var blevet udleveret benzin til en illegal person vogn, – hvilket forøvrigt var rigtigt. Kun ved vagthavende Inspektørs mellemkomst og ved hjælp fra en tysk officer lykkedes det at få hipoerne til at slippe de arresterede på Vester Boulevard. Således opstod utallige og dagligt skærmydsler med disse forræderkorps medlemmer og man hadede og frygtede disse asociale individer mere end de egentlige tyskere, og lagde dem hindringer i vejen, hvor man kunne se sig snit til det.

Med frihedsbevægelsen bestod der – selvfølgelig skjult og hemmeligt – til stadighed et ret intimt samarbejde. Fra brandvæsenernes mandskabers og ledelseres side støttede man frihedsbevægelsen, hvor og når man kunne komme til det, uden at man satte skinnet af neutralitet over styr. Og tid efter anden blev brandstationerne kendt som et sted, hvor man altid på en eller anden måde kunne få en hjælpende hånd, det være sig med lidt benzin, en falsk nummerplade, lån af et køretøj etc.

Til gengæld var det sådan, at brandvæsenet i de fleste sabotagetilfælde var eller blev indformeret, f.eks. hvor mange sprængninger, der var lagt ud til o.s.v., og man gjorde det enten telefonisk umiddelbar før sprængnin­gerne eller sørgede for, at der var en mand på stedet til at give informationer. Til gengæld regnede sabotørerne så også med, at ingen brandmand fjernede sprængning­erne i»utide«. Forholdet her var således det bedst mulige, og af brandvæsenetnes personel tilhørte jo heller ikke så få efterhånden frihedsbevægelsen, hvilket man fik at se den 5. maj ved kapitulationen, hvor en del kolleger pludselig ikke mødte til tjeneste i nogen tid, hvorimod man kunne træffe dem som ledere af grupper ude i byen.

Også under besættelsen forsvandt nogle kolleger, når de mærkede »Jorden brænde under fødderne« og gik under jorden eller rejste »hinsidan« hvorfra de efter kapitulationen vendte hjem i de hjælpebrand kolonner, man fra svensk side havde udrustet og uddannet.

Det kunne heller ikke undgås, at der blev lavet »hold ups« på brandvæseners depoter og stationer, da frihedsbevægelsen efterhånden, som modstandsorganisationerne udbyggedes, fik brug for forskelligt materiel, såsom bårer tæpper stålhjælme o.s.v., og desværre kunne det heller ikke her undgås, at der fandt overgreb sted, idet nogle personer benyttede lejlighederne til at handle mere i egne interesse. Man forsøgte på forskellig vis at sikre sig imod noget sådant, men det var jo ikke altid lige let at skille fårene fra bukkene.

I almindelighed var »legitimationskortet« i sådanne tilfælde en eller flere skydere, og det var der jo i de tider mange, der havde. Et af de groveste tilfælde skal her nævnes. Fra justitsministeriet , var man i Gentofte og Københavns brandvæsener blevet anmodet om at opbevare et større parti cykledæk og slanger, indkøbt til brug for politiet. Dette lager blev for københavns vedkommende skjult på loftet på Enghave­vejens brandstation. En dag kørte en bil ind i gården, og nogle mænd som fremviste et anseligt arsenal af revolvere og maskinpistoler forlangte nu i frihedsbevæ­gelsens navn at få gummilageret udleveret. Her var intet at gøre, de besatte telegrafstuen og forbød brug af telefoner. Gummiet blev kørt bort på lastbilen. Senere viste det sig at hele lageret var blevet solgt på den sorte børs.

Også ambulancerne blev af og til benyttede af grupper fra frihedsbevægelsen. Det hændte, at man rekvirerede en ambulance til en barselspatient e.l. på en nærmere opgivet adresse. Når vognen nåede frem, viste »barselspatienten« sig at være nogle bevæbnene mænd, der med pistolerne anmodede mandskabet om at foretage en eller anden transport, og der var jo så ikke andet af gøre end at parere ordre, hvilket man også gjorde uden større modvilje. Men bagefter kunne det jo så have sine vanskeligheder at skrive rapporten over en sådan »barselspatient«.

Også mange sårede illegale personer er med ambulancefolkenes hjælp blevet skaffet bort til et sikkert sted. Rent politisk var besættelsestiden og tiden umiddelbar forud herfor en ret bevæget tid. Blandt et så stort personale kunne det jo ikke undgås, at der blandt de forskellige politiske anskuelser og så fandtes repræsentanter for den nazistiske ideologi, selv om der blandt hovedstadens brandmænd kun fandtes et ganske lille fåfal overbeviste nazister.

Med så få de var, kunne det ikke undgås, at diskussioner kom i gang, og mange gange blev disse noget hidsige. Efter den tyske besættelse antog diskussionerne en noget mere alvorlig form, og nogle enkelte nazistiske elementer optrådte så provokerende, bl.a. ved at benytte nazistisk hilsen, forlange »fædrelandet« indlagt i det daglige avishold og på forskellige andre måder, at det ikke kunne undgå at skabe episoder. Efterhånden frøs man denne lille klike ud, og efter at et par stykker havde meldt sig henholdsvis til regiment »Nordland« hvor vedkommende blev sendt til Ukraine, og en til Schalburgkorpset, hvor han blev »Overvagtmester«, fandtes kun en enkelt overbevist nazist tilbage i korpset.

Efter kapitulationen fik alle disse tre deres velfortjente straf, ligesom nogle elementer med mindre god national opførsel under besættelsen fik tjenestemandsdomstole og blev dømt til afsked. Kan man end ikke sige noget godt om disse mennesker, må man i retfærdighedens interesse medgive dem, at de trods trusler herom aldrig angav nogen kolleger eller røbede ting, som de i deres tjeneste ikke kunne undgå at få kendskab til.

Et kapitel for sig kan problemet brandvæsenernes forsyning med benzin til kørselen siges at være, og det må siges til ledelsens og de bevilgende myndigheders ros, at de løste dette problem med meget succes. Selv om man for et syns skyld vel nærmest, fik installeret gasgenerator på nogle enkelte lastvogne, så havde man dog under hele krigen tilstrækkeligt med benzin til at opretholde hele udrykningskørselen i normalt omfang. Hvorledes dette blev gjort, er måske noget af en gåde og særligt når man tager i betragtning, at man i de sidste krigs­år dagligt frygtede, at tyskerne ville beslaglægge de for­håndenværende lagre.

Man måtte da også bruge utallige kneb for at skjule lagrene ved dels at fylde benzinen på tromler og grave dem ned forskellige steder i byen, og dels at gemme dem i de efterhånden lukkede tankanlæg, hvorfra man så i tankvogne, som man havde fået til rådighed gennem luftværnet, hentede og flyttede benzi­nen – et stykke arbejde der jo selvsagt ikke var helt ufar­ligt, men som blev udført, uden at noget fik nys herom.

Desværre skulle krigstiden og besættelsen ikke gå hen, uden at nogle kolleger satte livet til og andre fik men af det for livstid. Under folkestrejken blev brandmester Gustav Jørgensen dræbt ved et skud på Amagerbrogade, affyret af det tyske politi, da han efter endt vagttjeneste på hjemvejen ville forcere en barrikade. Den 2. januar 1945 blev der i Gentofte under en udryk­ning til en sabotage på fabriken »Torotor« på Kollegievej skudt på brandvæsenets inspektørvogn. Der blev ialt af­fyret ca. 25 skud, hvoraf i hvert fald de 6 ramte køretøj­et, og et af projektilerne så uheldigt, at chaufføren, kol­lega Evald Hansen, blev dræbt af et skud i panden, så han døde næsten øjeblikkelig.

Efter politiets fjernelse oprettede man i de respektive kommuner, halvcivile korps, som skulle varetage en del af de tidligere af ordenspolitiet udførte opgaver, altså en slags moderne vægtere. På Frederiksberg var dette vagtkorps delvis underlagt brandchefen, og nogle kolleger fra Frederiksberg Brandvæsen overgik til dette korps som udrykningsledere.

Under en udrykning med et køretøj fra dette korps nat­ten den 20. februar til Solbjergs mejeri på Nyelandsvej, hvor man havde konstateret nogle uregelmæssigheder i gården, blev der ved ankomsten hertil åbnet ild mod køretøjet, og herunder blev kollega Victor Corlin dræbt ved et skud.
En anden kollega fra Frederiksberg, Kaj Jensen, blev ligeledes såret af et skud under udrykning, men gør igen tjeneste ved brandvæsenet.

Den 21. marts 1945 fandt bombeangrebet på shellhuset sted, hvorved der på grund af flere uheldige sammen stødende omstændigheder skete de store skader for­skellige steder i byen, bl.a. på Maglekildevej og den fran­ske skole i Frederiksberg Alle, hvor en del børn og non­ner dræbtes ved sammenstyrtninger i ruinerne.

Under redningsarbejdet dræbtes, ligeledes ved sammenstyrt­ning, to Frederiksberg kolleger, nemlig Oskar Dalby og Svend Aage Hansen. To Københavner kolleger, nemlig Kaj Petersen og Svend Hallin, blev også spærret inde sammen med nogle børn, som de forsøgte at få ud af ruinerne og kom ved sammenstyrtningen alvorligt til skade, hvilket forårsagede et længere sygeleje, men de blev så vidt restituerede, at de igen kunne gøre tjeneste.

I kapitulationsdagene den 5. maj 1945 blev to unge københavnske kolleger dræbt. Christian Tellquist Jensen blev således ramt af en tysk granat i Vibenshus skoles gård, hvor han havde søgt dækning, under skyderi på Strandboulevarden.
Tage Langkilde, der var aktiv deltager i modstandsbevæ­gelsen, var om natten til den 5. maj samlet med sin grup­pe i restaurant »Kronborg« i Farvergade, og under in­spektion af vagten i porten blev han dræbt af et skud fra en forbikørende vogn.

En Frederiksberg kollega, Axel Marinus Jensen, blev den 8. maj 1945 under en ambulanceudrykning på Fasanvej ramt af et skud i underlivet. Han blev herefter så in­valid, at han ikke mere kunne gøre tjeneste.

Dagene efter kapitulationen den 5. maj blev også for brandvæsenerne nogle travle dage. Der kæmpedes rundt omkring i de forskellige bydele, jagten på hipoer og an­dre landsforrædere gik ind, og der fandt meget skyderi sted. Dette forårsagede stor travlhed for ambulancerne.
Også mange brande fandt sted i de første dage efter kapitulationen.

Og brandstationerne blev hurtigt centra­lerne, hvorfra meget af modstandsbevægelsens arbejde dirigeredes. Her indkvarteredes grupper af frihedskæm­pere med deres vogne, der blev indrettet interrimistiske køkkener til bespisning af disse, værkstederne havde travlt med at klargøre mange af de under krigen opklod­sede vogne, som modstandsbevægelsen nu dispone­rede over, og da brandstationerne var nogle af de få ste­der, hvor der fandtes benzin blev de også tankstedet for modstandsbevægelsen, og det var ikke få tusind liter benzin, der blev udleveret i disse dage.

Men efterhånden fandt livet igen ind i sine vante folder, og det daglige rutinemæssige arbejde kom igang igen. Som en naturlig ting gik der ikke mange dage, før det nordiske samarbejde igen kom igang efter krigen, og ikke alene kom igang, men også forøgedes.

Fra Sydhavnen i København hvor en sabotage handling netop har fundet sted.

Fra flystyrtet og den efterfølgende bombning af Den Franske Skole i København.
Det hændte at folk der sad i beskyttelsesrum blev dårlige, og måtte hentes af brandvæsenets ambulancefolk.
Det hændte også at tyske soldater hjalp de københavnske brandfolk med at slukke brande……

Flere billeder fra krigstiden vil blive lagt på siden snarest……

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.