KØBENHAVNS BRANDVÆSEN INDSATSER GENNEM TIDEN

Københavns Brand 20. oktober 1728

Ilden opstod onsdagen den 20de oktober om Aftenen mellem Kl. 7 og 8 på Hjørnet af Lille St. Klemenstræde og Volden i et Sted, der tilhørte en Enke, »Signe Salig Bøye Hansens”, der beboedes af en Marketender, Peder Rasmussen. Om Årsagen vides intet Sikkert, thi den almindelige Version, at et Barn, som oppe på Loftet søgte efter et Stykke Legetøj, tabte et brændende Lys imellem Hø og Høvlspåner, er ikke ubetinget troværdig.

Det blæste en hård Sydvest-storm. Ilden blev straks blev ført med stor Voldsomhed mod de nærmeste Huse”. Der var vel imidlertid Ingen, som endnu frygtede for alvorlig Fare, thi man troede at have et velordnet Brandvæsen. “Man skulde synes en sådan Brand er umulig i en By med en fortræffelig Brandordning, med mange Kanaler, Brønde, Pumpe- og Springvand, med en Garnison af 8000 Mand, 4000 Matroser og et Borgerskab på 3000 Mennesker.

Det varede imidlertid en rum Tid, før Brandfolkene mødte, thi de sad omkring på Værtshusene og pokulerede efter en Sprøjteprøve, og da man endelig havde fået dem samlede, vare de, “som de på sådanne Dage pleje at være”, beskænkede. Hertil kom, at der manglede al overordnet Ledelse. Holmens Matroser, der i hin Tid ligesom nu ydede en virksom Hjælp ved slige Ulykker, kom ikke, fordi Holmens Chef til alt Uheld var beruset, Soldaterne lod man hele Natten og den følgende Dag stå ude på Grønland for at oppebi nærmere Ordre, den gamle Stadshauptmand Hans Stuve var apoplektisk, og hans Substitut Kaptajn Voller af Nørrekompagni manglede al Erfaring, Brandmajoren Daniel Preisler var uduelig, og om Politimester Hans Himmerich fortælles det, at han overvældet af Begivenhederne hen ad Morgenstunden trøstede sig ved Flasken og derefter begav sig ud på Tømmerpladserne for at sove Rusen ud.

Det Allerværste var dog, at der manglede Vand, thi netop Dagen i forvejen havde Vandkommissionen besluttet at anlægge nogle Hovedrør udenfor Byen, hvorved 5 af Byens 12 Kvarterer vare uden Vandforsyning. Det faldt Ingen ind, at man ved at hugge Hul i Hovedrenderne, der førte gennem Volden, straks vilde have have en Tilgang af mange Tusinder Tønder Vand. Hinsides Volden, i Brandstedets umiddelbare Nærhed, lå Stadsgraven, men Kommandanten, General Sponeck, nægtede i Henhold til sine Instrukser hårdnakket at åbne Vesterport, af Frygt for at de hvervede Soldater skulde desertere, og på Kanalerne tænkte Ingen.

Man undskyldte sig bagefter med, at “Saltvand ikke læsker Ilden så godt som fersk”. Kommandantens Holdning bevirkede desuden, at Byen ikke fik den Hjælp udefra, som tilbydes den, thi han vægrede sig bestemt ved at lade den store Mængde Vogne og Mandskab, som ilede til fra Omegnen, slippe ind. Præses i Politi- og Kommerciekollegiet, Geheimeraad Christian Frederik Holstein, som stillede med 60 Mand og 40 Vogne fra sit Gods Kathrinebjerg, og Regimentsskriveren fra Københavns Amt, der ligeledes mødte med mange Vogne, måtte holde udenfor Vesterport Torsdag Morgen og Formiddag og derpå køre hjem med uforrettet Sag. Først Torsdag Middag blev Portene åbnede efter Kongens Befaling, men da stod en stor Del af Staden i Flammer.

I det snævre St. Klemensstræde og de tilstødende Gyder som Vognbadstustræde og Helligkorsstræde, på Gammeltorv og i Vestergade herskede der den største Forvirring og Trængsel. Vogne kunde hverken komme frem eller tilbage, Mandskabet havde ikke Plads til at tumle Sprøjterne, Nysgerrige stimlede til fra alle Sider, og Folk begyndte at flytte deres Bohave og øvrige Ejendele. Man hørte Forbandelser, Eder og Trusler, blandet med Jammer og Klager, Alle vilde kommandere og Ingen adlyde, og uophørlig lød Råbet: Vand! Vand!

Man tog i denne Forlegenhed sin Tilflugt til Rendestenene, men opnåede kun at tilstoppe Slangerne. Under disse Omstændigheder gik Slukningsarbejdet kun langsomt fra Hånden, eller standsede endog helt. Karakteristisk nok bestod det efter Reisers Udsagn mest i, at man gik fra Hus til andet og rev Tagstenene ned, hvilket kun gav Luerne friere Adgang til Spær, Lægter og Tømmer, medens man betænkte sig på en grundig Nedrivning, som kunde rejse virkelige Skranker for Ildens Fremtrængen. Flammerne “vare imidlertid ikke tilsinds at rette sig efter sendrægtige Forholdsregler”; Kl. 8 brændte det allerede i begge St. Klemensstræderne, Kl. 9 på begge Sider af Vestergade, Kl. 10 på Gammeltorv, hvorfra Ilden med rasende Fart dreves over i Larsbjørnsstræde, Studiestræde og S. Pedersstræde. Luften var foroven rød, som om den selv stod i Flammer, og Gnister “mere end fingerlange” fløj som i det tætteste Snefog over hele Byen. Overalt fandt Ilden rigelig Næring.

Kommandanten, General Sponeck var – som det fortælles – så ivrig i Tjenesten, at han huggede løs på Uvedkommende og Nysgerrige, men også på selve Brandfolkene og dem, der vare i færd med at slukke og pumpe, hvorfor de efterhånden listede hjem for ikke at få flere Prygl.

I løbet af natten til Lørdag lagde vinden sig og bremsede ildens fremmarch. Samtidig blev 36 udvalgte ejendomme revet ned for at danne brandbælter, hvilket bevirkede, at ilden blev stoppet ved hjørnet af Store Regnegade og Gothersgade. Længere mod vest havde Amagertorv og Sankt Nicolai Kirke været truet, men ilden blev stoppet ved Amagertorv,

Tabene ved branden:

Ca. 1640 huse blev flammernes bytte og yderligere 39 blev “ruinerede”, og op mod 15.000 i alt var blevet hjemløse, dvs. op mod 20 % af Københavns befolkning, der skønsmæssigt var på 70.000 personer.

Antallet af omkomne og sårede kender man derimod ikke.

Københavns brand 1795

Der var ingen ængstelse at bemærke blandt indbyggerne, da det fredag den 5. juni 1795 om eftermiddagen kl. 3 rygtedes i byen, at der var udbrudt ild på gammelholm i den såkaldte “Dellehauge”, en åben plads, hvor marinen havde oplag af kul (et par tusind læster), brænde, tømmer, planker og brædder, samt i bræddeklædte tjærede skure.

Der blæste en stærk østlig vind på denne soleklare junidag, og da man i nogle uger havde haft tørke, var selvfølgelig alt træværk så “letfængeligt som svovlstikker”. Til alt uheld var Holmens arbejdere, gået hjem efter endt dagværk. Ilden bredte sig efter alle øjenvidners beretning med rivende hurtighed til alle sider både med og mod vinden, og den første sprøjte, der mødte, kunde intet udrette, skønt man trak den ind i “Dellehaven”.

Imidlertid klemtedes der med kirkeklokkerne i byen, brandtrommen gik i gaderne, og der sendtes en stafet til byens brandmajor, Boye Junge, som havde 6 ugers orlov og lå på landet i sin ejendom på Gamle Kongevej. Han ilede straks til brandstedet og befalede, at skurene om “Dellehaugen” ufortøvet skulde ryddes for de derværende brændbare materialer, således at man kunde komme til at rive brændestablen ned med bådshager og transportere den bort. Holmens chef erklærede det imidlertid for umuligt; han havde ikke folk dertil. Værre var det dog, at man ikke kunde bruge sprøjterne, fordi en del folk under anførsel af nogle unge søofficerer var ivrigt beskæftigede med at fælde en række træer. Boye Junge besvor dem at lade disse træer blive stående, da de på en vis måde dækkede for magasinet, men de bekymrede sig ikke derom; “det lod – siger han – som om de fandt større behag i at slæbe omkring med disse træer end at redde det nødvendige”. Snart blev passagen her fuldstændig spærret af fældede træstammer og grene, og brændestablen blev ikke væltet, ej heller skurene ryddede. Ilden tog mere og mere overhånd, fordi intet vand var at få, og ingen sluffer kunde komme ind af porten, som var aldeles spærret.

Der herskede den største forvirring og uorden på brandstedet, skønt der nu hverken manglede mandskab eller sprøjter. Soldater, matroser, arbejdere og nysgerrige var strømmet til i massevis og ikke mindre end 36 sprøjter, inklusive 8 pramsprøjter i Holmens Kanal, marinens folk ville ikke lystre brandvæsenet og omvendt, heden blev lidt efter lidt utålelig, således at ingen kunde komme ilden nær, og da den store brændestabel endelig fængede og sendte en ildsøjle højt op mod himlen, hvis gnister føg ind over byen i retning af Nikolaj Kirketårn.

Boye Junge opholdt sig endnu på Holmen, da der indløb befaling fra Kronprins Frederik, at han skulde møde ved Nikolaj Kirke, da der var gået ild i rytterspiret. Oppe fra tårnet ovenover tumlede vægterne ned over hals og hoved, og et øjeblik efter slog flammerne ud af det store spir, der stod som en lysende kæmpefakkel, hvis tunge slikkede mod himlen.

Redningsarbejdet ophørte; ingen turde længere gå ind i kirken. Kl. 8 1/2 om aftenen indtraf katastrofen; med et gruopvækkende brag, udspyende ild og gnister mellem røgskyer sank det stolte spir og knuste og antændte de nedenfor liggende bygninger i Kirkestræde og Store Færgestræde. Et kortvarigt øjeblik var alt som indhyllet i mulm og mørke; derpå brød flammerne triumferende frem, og med fornyet kraft væltede ildstrømmen sig videre i den retning, vinden blæste, opslugende alt, hvad den mødte på sin vej. Hele kvarteret var som et eneste ildhav, ingen kunde komme nær. Der blev tomt i de gader, hvor ilden havde fat, “hvo, der forestiller sig et brændende helvede – siger et øjenvidne – måtte her tro at se billedet deraf”.

Det lykkedes dog at hindre ilden at nå ind på Kongens Nytorv, kun nede ved Amagertorv brændte det helt ud til Østergade. dette heldige resultat skyldtes at man havde nedrevet et stykke af Ulkegade (Holmensgade).

Lørdag formiddag, netop som man var i færd med at nedbryde to huse på Vandkunsten og fire i Farvergade, hvortil Kronprinsen havde sendt 400 mand, gik vinden, der hidtil havde været østlig, over til en stærk sydøstlig storm, hvilket bevirkede, at Knabostræde, den højre side af kompagnistræde og hele firkanten mellem Knabrostræde og Rådhusstræde antændtes. Omtrent samtidig var Frue Kirke stærkt truet, da Nygade og Skoubogade, senere også Klædeboderne og en del af Skindergade stod i flammer, Det lykkedes dog at hindre denne tilbagemarch, efter at nogle huse vare fortærede, ligesom Frue Kirke blev frelst. Spiret var nemlig under reparation og derfor omgivet af stilladser, hvor mandskab med vandpøse kunde holde øje med enhver faldende gnist. Soldater blev ufortøvet kommanderede derop, og kirken og spiret gik sejrrig ud af den ildprøve, for hvilken det 12 år senere skulde bukke under.

Men desto farligere så det ud på gammeltorv og nytorv, hvor ilden lørdag eftermiddag – fremviste den gyseligste front fra Nørregade til Kompagnistræde.” man havde det håb, at branden kunde standses på dette sted, thi her var der idet mindste plads for sprøjterne til at røre sig, og man antog, at det vilde være forholdsvis let at hindre ilden i at benytte rådhuset som bro over til Frederiksberggade eller springe over rådhusstræde.

Men da ilden meldte sig her, først med en tyk kvælende røg, der indhyllede alt i mørke, og derpå med gennembrydende klare flammer, der hoppende sprang fra tag til tag, havde brandmajor Boye junge ikke en eneste sprøjte til rådighed, og hans forsøg på at skaffe dem fra andre bydele mislykkedes først, da der overalt på siderne af ilden var den bedste anvendelse for de slukningsredskaber, som overhovedet endnu kunde bruges.

Da søndagen den 7. juni oprandt, syntes nyt mod og ny energi at være vokset op hos de ledende mænd, og det lykkedes da ved overordentlige anstrengelser at sætte grænser for ødelæggelsen. Af erfaring havde man, om end for silde, lært, at der ikke gaves

noget kraftigere middel end at nedrive husene eller afbryde tagene i nærheden af ilden. Ved Vestervold, på hjørnet af Teglgårdsstræde og voldgaden blev en del gamle bindingsværksbygninger derfor nedrevne, og efter at Boye Junge havde holdt rådslagning med kronprins Frederik, grev Reventlow og andre, lagde han en formelig felttogsplan, der blev udført sikkert og kraftigt. Brandmajoren samlede alle de sprøjter, han kunde overkomme, lod dem føre ind i haver i st. Pedersstræde, ved frue sogns arbejdshus, ved den Peltske stiftelse i Larslejstræde, ved Valkendorfs kollegium o. s. v. for på engang at angribe ilden fra alle sider.

Det var en hård dyst, som leveredes her, navnlig i Teglgårdsstræde, hvor brandfolkene efter tømmermester, løjtnant Kirkerups befaling havde nedbrudt huse og tage og kastet materialerne ned på gaden, hvor de kom i brand og “forårsagede mere ild, end når et hus brænder, såsom de lå løse på hinanden”. Også her manglede der vand, men skarer af mennesker fra de højeste til de laveste, officerer, rangspersoner, adelsmænd, borgere og soldater ilede til undsætning, og vandet blev langet i spande fra hånd til hånd, fra fæstningsgraven nedenfor over voldgraven til sprøjterne, og slukkede ilden, såvel i de omstående huse, som i det materiale, der lå på gaden, samt sprøjtede på de lige overfor liggende bygninger, indtil ilden blev slukket.” klokken var da 6, søndag eftermiddag, og branden havde altså strakt sig over to døgn og tre timer.

Skaderne:

Tabet var overordentlig stort; efter Stadsbygmester Meyns indberetning brændte der i 55 gader i alt 941 huse og gårde.

De vigtigste offentlige Bygninger, der nedbrændte foruden Regeringsbygningerne på Holmen, var: Nikolai Kirke, Rådhuset, Vaisenhuset, Valkendorfs Kollegium, Stadens Arresthus og Materielgård, den højtyske jødiske Synagoge i Læderstræde, Petersens Jomfrukloster og Budolphi Kloster, Løve- og Vaisenhusapoteket, de to kongelige Præstegårde ved Gammelstrand og i Hyskenstræde.

De Brandlidtes antal opgives til 5,770 Personer (3,673 voksne og 2,097 børn).

26. januar.

En hollandsk Vindmølle paa Vesterbrogade Nr. 44 D (nu Del af Nr. 87) blev et Rov for Luerne.

26. marts.

Tirsdag den 26. marts 1850 fandt den navnkundige Brand i „Pjaltenborg” Sted; det var Ejendommen Nr. 213 paa Hjørnet af Rosenborggade og Aabenraa (nu Rosenborggade Nr. 12), hvor et treetages Bindingsværks Forhus og et treetages grundmuret Baghus totalt nedbrændte. I Anledning af Branden oplyser Datidens Presse, at „Pjaltenborg” var „et for fattige og logi løse Mennesker meget afholdt Tilflugtssted, der kunde afgive natteophold for i det mindste 100 Personer.

Flere af de Logerende måtte nøgne og halvnøgne gennem Vinduerne paa tilsatte Stiger redde sig fra Luerne, der, da Ilden var udbrudt paa 3 forskellige Steder, snart havde omspændt hele Bygningen”. Denne Brand er især kendt gennem Adolph Fr. v. d. Recke’s „nye og lystige Vise om Pjaltenborgs Brand”, der siges at være skrevet „til Advarsel for den nedrige Stand at omgås forsigtiges med Ild, Lys og Svovlstikker.

28. januar.

Store Mølle brændte paa Cristianshavns Vold Nr. 402.

15. december.

En hollandsk Mølle brændte paa Ahlefeldts Bastion Nr. 236.

30. december.

Rosenborgmøllen brændte paa Østervold Nr. 497.

18. oktober.

Skæremøllen brændte paa Lygtevejen Nr. 171 C (nu Nørrebrogade Nr. 200).

30. september.

Fredag Formiddag den 1853 opstod der Ild i Gothersgades Mølle (Nørrevold Nr. 253). Møllen nedbrændte totalt; i de fem Kvarter, selve Branden stod paa, var ikke mindre end 7 Sprøjter i Virksomhed.

15. december.

Cathrinebjerg Mølle nedbrændte.

20. december.

Lørdag den 20. december 1856 henimod Kl. 10 Aften udbrød der brand i en Cikoriefabrik, der lå paa Grosserer Adolphs Plads, mellem Slotsholmsgade, Kallebodstrand („Strømmen”) og Kristiansgade, bag Børsen. Derfra bredte Ilden sig til et Larsen & Co. tilhørende 4-Etages grundmuret Pakhus, der lå ved Kallebodstrand bag ved Sukkerhuset, Phoenix”, og som indeholdt Oplag af Huder og Tjære. Vest for Sukkerfabrikken bredte Ilden sig videre til en 4-fløjet Gård med pak lager og Beboelse, der ogsaa ejedes af Larsen & Co. Først i Løbet af Søndag Formiddag kunde der ringes af for Branden; men det brændte hele Dagen i Grunden.

9. marts.

En Ildsvåde i en nyopført Gård paa Østergade (Nr. 13) gav, Dag-bladet” Lejlighed til et Angreb paa Brandvæsenet. Branden opstod den 9. marts 1857 tidligt om Morgenen hos en Litograf Werner, der boede paa 3. Sal. Derfra bredte Ilden sig med rivende Hastighed, saa „den hele store Bygning i meget kort Tid var som indhyllet i Flammer; Beboerne måtte flygte i største Hast uden engang at kunne medtage de nødvendigste Klædningsstykker”. Hos Litografen blev intet reddet; paa 2. Sal fik Prokurator J. E. Damkier med stor Møje frelst sine Papirer og Dokumenter, medens Grosserer Philipsens Manufakturlagre i Resten af denne Etage gik op i Luer. Bedre gik det ikke de underliggende Etager.

17. april.

Grønlandsmøllen brænder paa Østervold Nr. 501.

20. september.

Søndag den 20. september 1857 var der atter Ild i Winstrups Mølle paa Vesterbro tæt ved „Sorte Hest”; Møllehuset og et 3-Etages Bindingsværks Våningshus nedbrændte totalt.

25. november nedbrændte en 5-Etages, grundmuret Dampmølle i Lille Torvegade Nr. 133 (nu Nr. 2, 4 og 6).

Juleaften 1857 omtrent Kl. 11 blev der slået Alarm for Brand i Bag- og Sidehuset i Gården i Østergade Nr. 63; Ilden var opstået i et Værksted i øverste Etage, og de to øverste Etager afbrændte, medens alt det indvendige blev ødelagt. I Stueetagen lå en Beværtning, hvor flere Personer gik og spillede Billard; ved Ildens Udbrud fik de af Politiet Ordre til at holde op med Spillet. Ikke desto mindre fortsatte de alligevel med at spille, skønt Taget brændte over Hovedet paa dem.

Til sidst gav pludselig Loftet i Frimenighedssalen paa 2. Sal efter, styrtede ned gennem Auktionssalen paa I. Sal og videre ned i Stuen tillige med en Mængde Møbler og brændende Bjælker, således at Beværtningens Indehaver og hans Gæster i Billardsalen blev begravet under de nedstyrtede Ruiner. Med sjælden Uforfærdethed ilede Brandløjtnant Blom og Politiassistent Munch de ulykkelige til Hjælp, fik tre Personer trukket frem og bragt paa Hospitalet, hvor det viste sig, at de to kun havde taget forholdsvis ringe Skade, medens den tredje, en Murersvend, kort efter døde.

10. marts 1858 blev Skæremøllen paa Nørrebro blev på ny hærget af Brand.

Mandag den 26. september 1864 udbrød der ved Halvtitiden om Aftenen Ild i en grundmuret 4-etages Bagbygning til Ejendommen Amagertorv Nr. 10, tilhørende Grosserer Weber. Der brændte en Etage og Tagetagen af Bagbygningen og Tagetagen af en Bindingsværksbygning i Nr. 12, og der var foruden Dampsprøjten 8 Stations- og 4 Vagt-sprøjter i Brug; i Løbet af 3 Timer var Ilden standset.

11. februar.

Ved en Brand knapt et halvt Aar senere var Brandvæsenet atter ude for en Begivenhed, der affødte Kritik og Polemik. Den 11. februar 1865 udbrød der ved Halvsekstiden om Morgenen Ild i Norgesgade (nu Bredgade) Nr. 32 paa 1. Sal i Sidehuset, der beboedes af Professor Rovsing. Professoren var Ejer af Ejendommen, der foruden Beboelseslejligheder ogsaa indeholdt Lokaler for, Borgerdydskolen i København”. Ilden blev meldt paa den nærliggende Station 6 (i Hotel, Phoenix”), og Brandvæsenet var derfor straks efter kommet til Stede med Sprøjterne, men da var allerede såvel Side- som Mellembygningen angrebet af Ilden.

Mellembygningen havde forneden Stalde, Vognskure ni. m., en 1. Sal og en Tagetage; Sidebygningen var paa en Etage mere. Brandofficererne fandt det nødvendigt at tilkalde Dampsprøjten; den kom Kl. 61/2 og var i Virksomhed omtrent Kl. 7; en god halv Time efter var man Herre over Ilden; men da var det meste af Mellem og Sidebygningen nedbrændt.

Midt i februar 1865 opstod der en Nat Ild paa Vester Farimagsvej Nr. 19, der husede en Chokolade- og en Uldkradsefabrik. En toetages og to enetages Bindingsværksbygninger, to Halvtagsskure, samt et 47 Alen langt Skur (paa Nr. 21) nedbrændte totalt; ved Slukningsarbejdet, der varede fem Timer.

Natten mellem den 10. og 11. december 1865 udbrød der Brand i et Bageri paa Lygtevejen Nr. 3 (nu Nørrebrogade Nr. 155); Bageribygningen nedbrændte helt, medens 2. og Tagetagen af en Beboelsesbygning blev fortæret af Flammerne.

16. januar. En Brand i Messerschmidts store Garveri paa Vesterbrogade Nr. 36 gav atter Stof til en hård Kritik af Forholdene med Dampsprøjten, og denne Gang bar Kritikere Frugt.

Branden blev opdaget den 16. januar 1867 Kl. 4 Morgen af en Politibetjent og meldt til Brandvagter paa Gasværksvej. Den var opstået paa Tørreloftet af den fra Vesterbrogade til Gl. Kongevej gående Garveri-bygning, og paa Grund af den stærke Storm udbredte den sig med en saa rivende Hurtighed, at hele den lange Bygnings Tagværk var omspændt af Flammer, før Sprøjterne kom til Stede, skønt dette skete med „aldeles upåklagelig” Hurtighed.

Den antændte Bygning stod ikke til at redde, hvorfor Slukningsvæsenets Anstrengelser nærmest måtte gå ud paa at redde de omliggende Bygninger; det lykkedes ogsaa, skønt flere af dem blev antændt. Den sammenstyrtede Garveribygning dannede et uhyre Flammehav, hvorfra Aske og Gnister af den stærke Storm førtes helt ud til Værnedamsvej. Omtrent Kl. 8-81/2 var Faren for de omliggende Bygninger overvundet; men det brændte endnu langt op ad Dagen i Grunden.

Juleaften 1870 mellem Kl. 10 og 11 opstod der Ild i Tagetagen paa den søndre Pavillon (Schumachers Gang) af de Bygninger under Frederiks Hospital, der vendte ud mod Amaliegade. Branden farvede straks Himlen rød, og Brandassistent Bentzon, der passerede over Kongens Nytorv, opdagede Brandskæret. Hurtigt begav han sig til Nikolaj Tårn, hvor den vagthavende Assistent Carlsen straks sendte en Mand op i Tårnet for at fastslag Brandstedets Beliggenhed og gjorde alt klar til hurtig Udrykning. Inden Manden kom ned igen, indløb der telegrafisk Melding fra Station 6 (i Hotel, Phoenix”) om Branden, og uden at afvente Sprøjtens Udrykning begav Carlsen sig straks til Brandstedet, ganske vist til Fods, medens Bentzon overtog hans Vagt. Kl. 1 Nat var man Herre over Ilden, men da var Bygningens Tag og dens Indre ned til Stueetagen fortæret af Luerne.

Bladene omtalte den Forfærdelse, der greb Byens Befolkning ved Underretningen om Branden paa Hospitalet, der husede 400 Patienter, og hvis hundredårige Tømmerværk var knastørt; men derefter gik Aviserne gennemgående over til at kritisere Brandvæsenets Optræden; således skrev et Blad: „Om det lå i, at Chefen for Brandkorpset, Hr. Schónheyder, måske ikke kom til Stede i rette Tid, eller i, at han måske endnu ikke er sin Plads voksen, ved vi ikke; men det ved vi, at en saadan Mangel paa Kommando og en saa planløs Optræden i mange Aar ikke er set ved de større Ildebrande her i Byen.”

Søndag den 14. april 1872 ved Ettiden om Eftermiddagen udbrød der Ildløs paa Vesterbros Badevej (senere Knudsgade, nu Eskildsgade) Nr. 11, der tilhørte en Urtekræmmer. Huset var meget gammelt, var paa 4 Etager og havde kun en Trappe. Brandårsagen var Uforsigtighed med Aftapning af Petroleum hos en Urtekræmmer Bagger i Stuen18). Ilden antændte næsten straks Trappen. En Arbejdsmand Sorko, der boede paa 3. Sal og opholdt sig i Ejendommens Gård ved Brandens Opståen, løb straks til Gasværksvejs Brandstation og alarmerede Brandvæsenet, hvorefter han skyndte sig tilbage for at redde en Kiste paa sit Værelse. Da han ikke kunde passere Trappen for Ild, krøb han op af en Stige til 2. Sal og videre ad Trappen til 3. Sal. Da han vilde gå ned igen med sin Kiste, var Trappen mellem 2. og 3. Sal nu ogsaa angrebet af Ilden, og han forsøgte derfor at glide fra et Vindue paa 3. Sal ned paa Stigen, men fik ikke Fodfæste og faldt ned paa Gaden.

Han blev noget forslaget; men efter at være blevet forbundet paa Hospitalet kom han hurtig til Hægterne. Af de andre Beboere nåede de, der straks søgte Redning, at komme ned ad Trappen, medens de, der gav sig Tid for at redde deres mest værdifulde Ting, fandt Trappen spærret og måtte reddes ud ad Vinduerne med Stiger. Disse nåede dog ikke længere end til 2. Sal; derfor stod Beboerne paa 3. Sal og Kvist i Fare for at indebrænde; men de beholdt deres Åndsnærværelse, med Undtagelse af en ung Sypige, der boede i Kvistlejligheden sammen med sin Moder og tre mindreårige Søskende. Moderen var ikke hjemme, og Datteren maa være blevet ganske konfus, for allerede inden Trappen mellem 2. og 3. Sal stod i Flammer, kom hun til Syne oppe paa Taget, og skønt man råbte til hende om at forholde sig rolig, klatrede hun over Tagrenden. Hun holdt sig fast i denne og søgte at faa Fodfæste paa 3. Sal, men opnåede kun at faa sparket nogle Ruder ud. Efter nogen Tids Forløb måtte hun slippe sit Tag i Renden, styrtede ned og blev dræbt paa Stedet.

Paa 3. Sal boede en anden Enke med tre Børn. Hun var ikke hjemme, da Ilden udbrød, men et af Børnene, en 13-14aarig Dreng søgte at redde sig ned ad Trappen; han kunde ikke komme længer end til 2. Sal; her gik han ind i en af Lejlighederne og sprang ud, mærkværdigvis uden at tage mindste Skade. En Sandgraver paa 3. Sal blev ligeledes afskåret fra Trappen med Kone og fire Børn; hos ham boede to Logerende, den før omtalte Sorko og en anden, der i Tide havde reddet sig ned ad Trappen. Sandgraveren med Familie samt Enkens to andre Børn søgte hen til et Gavlvindue i den søndre Gavl, hvor de fandt Ilden mindre faretruende. Da de viste sig her, fik Tilskuerne anbragt en Stige, der — som de andre — kun nåede til 2. Sal. En Tømrersvend Steen anbragte sig øverst oppe paa Stigen, hvorefter Sandgraverens Kone og et af Børnene blev reddet ved, at Sandgraveren fra sit Vindue lod dem falde ned til Steen, hvem det virkelig lykkedes at gribe dem i Faldet. Med en Brandhage blev der nu rakt et Tov op til Sandgraveren, og han firede dermed Børnene ned; til sidst bandt han Tovet fast i Vinduesposten og klatrede selv ned. Af Kvistbeboerne blev en Tømrer med Kone og Børn og vistnok tillige Sypigens Søskende reddet ved Hjælp af Tov og Stige.

Alt dette skete, inden Brandvæsenet kom til Stede. Det mødte temmelig sent og uden at kunne yde væsentlig Modstand mod Ilden. Der gik 4-5 Timer, inden Slukningsarbejdet var endt. Da stod i Følge „Dagstelegrafen” kun Dele af Ydermurene tilbage, hvorimod Vagtrapporten fra Nikolaj Tårn udtaler, at der var brændt 2. og 3. Sal samt Kvistetagen. To af Nabohusene led ogsaa nogen Skade. Branden var i det Hele taget meget uheldig for Brandvæsenet, der ogsaa blev ramt af Ulykker. En Brandmand Jens Hansen brækkede det ene Lårben ved at falde ned fra en Stige, der gik i Stykker under ham, og Assistent Carlsen og tre Brandmænd kom til Skade ved, at en Skorsten styrtede ned over dem. To af disse Brandmænd, Brandis og Hviid, afgik ved Døden som Følge af deres Kvæstelser.

Af større Brande kan endvidere nævnes Branden paa „Skæremøllen” paa Lygtevej Nr. 60 (Nørrebrogade Nr. 200) den 6. december 1873; det var vist 4. Gang i Løbet af Århundredet, et Vidnesbyrd om, hvor ofte en enkelt Ejendom kan være hjemsøgt af Ildsvåde.

Den 15. september 1878 var der en farlig Brand i et Finerskærere i Sølvgade Nr. 6, hvor der var Fare for Menneskeliv, men heldigvis intet skete.

28. februar Brand paa Dampmøllen i St. Kongensgade Nr. 40.

30. april brand paa Holmblads Fabriker paa Amager.

24. juli 1881 Brand i Kristinebergs Mølle paa Lyngbyvej.

22. oktober 1882 brand på Triers Tømmerplads.

5. januar 1884 Brand i Adelgade Nr. 82.

I 1899 indtraf to Brande af en særlig uhyggelig Karakter. Den 23. Maj skete der en Krudteksplosion i en Bygning, der hørte til Hærens Laboratorium. Ved Eksplosionen blev ti Arbejdere alvorlig kvæstede — otte af dem afgik ved Døden — og der opstod Brand i Bygningen; den blev slukket med Bistand af Havnevæsenet.

Den 12. juli opstod der Brand i et Snedkerværksted i Stueetagen i Nordvestvej Nr. 26. Sprøjterne var ved Brandstedet syv Minutter efter Brandens Opståen; men da var allerede 29 Mennesker i Livsfare, idet Ilden havde bredt sig med rivende Hast i det brændbare Materiale og havde forplantet sig til Husets to eneste Trapper. Syv af de nødstedte blev reddet af Private, ni af Brandvæsenet og otte med Samarbejde mellem Brandfolk og Private; en reddede sig selv.

Fire Mennesker omkom: en Mand ved at springe ned fra Taget, en Kvinde, fordi hun under Nedfiringen slap Taget i Tovet; to Kvinder blev kvalt, og deres Lig blev delvis forkullet. Da Ilden blev slukket i Løbet af godt to Timer, var Ejendommens Trapper, Tagetage og fjerde Sal brændt.

Ved en Brand i Landemærket Nr. 31 i april 1906 var to Kvinder i Fare for at indebrænde og måtte af Stigemandskabet bæres ned fra øverste Etage ad den stærkt truede Trappe.

I Marts 1907 krævede en Brand i St. Kongensgade 101 to Menneskeliv; en Bagbygning paa tre Etager og en Tagetage, der for de tre øverste Etagers Vedkommende næsten udelukkende blev benyttet til Snedkerværksteder, havde et Trapperum, hvori der var anbragt to Trapper, der således i Ildebrandtilfælde kun vilde have Betydning som en Trappe. Ved Middagstid opstod der Ild i nogle Tremmekasser, der var anbragt paa Trappen, og under stærk Røgudvikling åd Flammerne sig med rivende Hast op ad Trappen, således at Arbejderne i de to øverste Etager blev afskåret fra at søge Redning ad den Vej. Arbejderne paa anden Sal reddede sig ud af Vinduerne, og en Del fra Tagetagen, der gennem en Luge i en Gavl var kommet ned paa anden Sal, slap ud samme Vej.

Derimod havde en Del andre ved Brandvæsenets Ankomst samlet sig ved en højeresiddende Luge, og herfra reddede en Brandmand ved Hjælp af en ret høj Stige tre Arbejdere ned til en anden Stige fra I. Sal; trods den stærkt indskrænkede Plads var det nu lykkedes at faa rejst en Redningsstige, og i sidste Øjeblik fik Brandfolkene bragt fire Arbejdere ned den Vej. Da Ilden slog ud fra 2. Sal, brændte Styrelinerne paa Stigen over og begyndte at fænge i selve Stigen, måtte Eftersøgningen inden for Lugen opgives. Paa det Tidspunkt vidste man endnu ikke med Sikkerhed, om der var flere Arbejdere i de øverste Værksteder; først da Ilden var dæmpet saa stærkt, at det var muligt for Brandmændene at trænge ind i Etagen, fandt man to Arbejdere som Lig inden for Lugen. Under Branden, der varede tre Timer, var 2 Dampsprøjter i Virksomhed.

I 1907 fik København sin første Biografteaterbrand; i Biografteatret i Frederiksborggade Nr. 22 gik der Ild i en Film en Aften i Oktober Måned, og hele det indvendige af Lokalet blev raseret af Flammerne. Denne Brand gav Anledning til, at der blev givet skærpede Regler for Biografteatres Brandsikring, navnlig med Hensyn til Apparatrummets Indretning og Teaterlokalets Adskillelse fra Ejendommens Hovedtrappe. Ogsaa en anden Brand samme Aar fik en særlig Betydning.

Faa Dage efter Biografbranden nedbrændte en væsentlig Del af en stor Garveribygning i Messerschmidts Garveri paa Gamle Kongevej.

19. juli.

Brandvæsenet måtte assistere ved Slukningen af en farlig Skibsbrand. Den 19. juli var Petroleumsskibet „Standard”, der lå i Petroleumshavnen ved Refshaleøen, og som var lastet med 4000 Tons Petroleum, under Losning, da en Utæthed i et Losserør bevirkede, at den udstrammende Petroleum blev antændt fra Fyret; ved Brandvæsenets Ankomst stod der stærke Flammer ud fra Dækket midtskibs, medens der med kort Mellemrum hørtes heftige Eksplosioner, der sendte høje Flammer op igennem Skibets Skorsten, og Antændelse eller Eksplosion af Skibets 12 Tanke kunde befrygtes naar som helst.

Man opgav at forhale Skibet ud paa Reden paa Grund af den knappe Tid, og fordi det vilde være en Katastrofe, hvis Skibet skulde eksplodere i Havneløbet. Man foretrak at lade Skibet blive liggende og om fornødent at fylde det med Vand. Brandvæsenet var mødt med tre Dampsprøjter, Havnevæsenet med de to Sprøjtebande, Grane” og, Asa”; efterhånden kom ogsaa Orlogsværftets Dampsprøjte, Marinens Sprøjteband, Fremad”, Mandskab fra Søforterne og fra Marinens Skibe til Hjælp, ligesom man lejede to Dampbande og tilkaldte endnu to Dampsprøjter. Man havde nu ikke mindre end 23 Strålerør i Gang mod Ilden; paa Grund af indpumpede Vandmængder begyndte Skibet at synke og fik stærk Slagside; Eksplosionerne blev færre, og Ilden blev kvalt, efterhånden som Skibet blev fyldt med Vand.

20. juli.

Brandvæsenet måtte atter i Ilden; i Dampmøllen Overgaden oven Vandet Nr. 30 opstod der Brand i Kælderen, og gennem de mange lodrette Trækanaler forplantede Ilden sig til samtlige 6 Etager, saa Bygningen ved Brandvæsenets Ankomst stod i lys Lue; paa Grund af Blæst var der Fare for Nabobygningerne, der tog en Del Skade. Med Assistance fra Havnevæsenet og Orlogsværftet fik Brandvæsenet Ilden dæmpet; men under Nedbrydningsarbejdet blev tre Brandmænd lettere kvæstet af nedstyrtende Murværk.

Natten mellem den 3. og 4. februar 1912 blev Brandvæsenet alarmeret til Helsingørsgades Sukkerhus, et større Kompleks af Pakhuse med store Sukkerlagre og af Fabriksbygninger, hvoraf de ældste havde Trækonstruktioner med åbne Trapper og Elevatorer gennem de mange Etager. Da Brandvæsenet kom, havde Ilden bredt sig til hele den egentlige Fabriksbygning, der dannede et mægtigt Ildhav, som sendte vældige Røggasser ud gennem Vinduerne mod Dronningens Tværgade.

Her lykkedes det en Sprøjtefører og en Brandmand ved deres hurtige og uforfærdede Optræden at redde en Arbejder ned fra et Vindue paa 2. Sal. Da den fremmødte Styrke var utilstrækkelig, blev der tilkaldt endnu to Dampsprøjter, og Assistance blev rekvireret hos Orlogsværftet, der sendte en Dampsprøjte og ca. 30 Mand, og hos Garnisonen, der dels skulde besætte forud aftalte Brandstationer, dels sende et Kommando Ingeniør-tropper til Brandstedet.

Ved Midnatstid den 21. januar 1914 opstod der Ild i Jerusalems-kirkens Fyrrum, og da Slukningstoget kom, var Træloftet op til Kirkerummet gennembrændt. En Sprøjtefører havde været inde i Kirken og set, at Stolestaderne var blevet antændt; men paa Grund af den stærke Røg kunde man ikke komme ind i Kirken ad samme Vej som Sprøjteføreren for at angribe Ilden. Man forsøgte derpå at komme ind gennem Hovedindgangens svære Egetræsport; men den var aflåset, og Nøglen sad indvendig. Man måtte derfor foreløbig nøjes med at bekæmpe Ilden udefra. Da der var kommet mere Mandskab og Materiel til, forsøgte man forgæves at sprænge Porten. Først da en Brandmand, udrustet med Røgapparat, under stor Fare var trængt fra Krypten op i Kirkens Forstue, fik man åbnet Porten, saa en Slange kunde føres ind i Kirken. Imidlertid havde Ilden forplantet sig fra Stolerækkerne til Pulpituret, der var af Træ, og videre til Kirkens Loft og Tagkonstruktion, der alt sammen ligeledes var af Træ, og kort efter brød Luerne igennem Taget; trods Brandvæsenets Anstrengelser fængede Ilden i det 44 m høje Kirkespir. Alt Mandskab måtte kaldes ud af Kirken, da man frygtede for Spirets Nedstyrtning. Kl. 33/4 sank Spiret sammen i Kirken, og Slukningsarbejdet kunde fortsættes med fuld Kraft. Ved Femtiden om Morgenen var Ilden slukket; men da var der ikke stort andet tilbage af Kirken end dens Murværk.

7. marts blev Brandvæsenet alarmeret til Cirkusbygningen, der stod i lys Lue med høje Flammer ud af den Lanterne, som var anbragt oven paa Kuplen. Både Kuplen og Lanternen var af papklædt Træ, båret af ubeskyttede Jernkonstruktioner, og endnu medens Brandvæsenet var ved at udlægge den første Slange, styrtede Kuplen ned, og samtidig skete der en Eksplosion af Røggas i Ridegangen ud mod Jernbanegade, således at nogle Vinduer splintredes, og fire Brandmænd fik derved mindre Brand- eller Snitsår. I en Stald under Garderobebygningen skulde efter Sigende befinde sig nogle dresserede Bjørne; Brandmandskabet trængte derned og reddede foruden Bjørnene to Dyrepassere, der lige var vågnet. Ved Kuplens Nedstyrtning var selve Cirkusbygningen fortabt; men det lykkedes Brandvæsenet at begrænse Ilden hertil og at afværge Faren for Garderobebygningen, Nabohusene og Genboejendommene paa den anden Side af Jernbanegade, der alle havde været stærkt truet.

Natten mellem den 3. og 4. marts 1915 blev der alarmeret Brand i Hotel d’Angleterre, og der blev straks afsendt den Udrykningsstyrke, der var fastsat for større Hoteller. Ved Brandvæsenets Ankomst stod et Køkken i Stueetagen ud mod Gården ved Hovedvagtsgade i Flammer og var omtrent udbrændt; med en Slange fra en Brandhane blev Ilden slukket; men under Oprydningen viste det sig, da Røgen var trukket bort, at det brændte livligt inde i et Hulrum under det højtliggende Loft og inde over de tilstødende Lokaler, Læsesalen med Tilbehør ud mod Palmehaven.

Brandvæsenet lod alle Beboerne vække, og alle Værelserne i de øvrige Etager blev undersøgt. Hotelgæsterne blev ført ned i Forhallen ud mod Kongens Nytorv, og der var ikke et Øjeblik Panik, end ikke da det elektriske Lys pludseligt gik ud, fordi Ledningerne brændte over inde i Hulrummene. Man begyndte nu at bekæmpe Ilden såvel nede som oppefra; men da man begyndte at bryde Gulvene op, viste det sig, at der var heftig Brand i Trækonstruktionerne. Ilden forplantede sig hurtigt op til de øvrige Etager og Tagværket, og Røgen blev efterhånden saa tæt, at Opholdet i Korridorer og Værelser blev umuligt for Brandmændene, der måtte trækkes tilbage til Trapper og Vinduer. Til sidst havde Flammerne angrebet hele Mellemfløjen over Stueetagen og de øvrige Etager ud mod Hovedvagtsgade, og en Tid var Bagbygningen til Ejendommen Østergade Nr. 16 truet; men da Brandvæsenet efterhånden havde fået ca. 20 Strålerør i Brug, lykkedes det endelig at faa Ilden begrænset. Den meget vanskeligt tilgængelige Mellemfløj blev ødelagt gennem alle Etager, medens Fløjen til Hovedvagtsgade blev ødelagt i de to øvre Etager af Ild, og i de nederste Etager af Vand. Under Branden var Brandstationerne blevet stærkt blottet for Mandskab, således at der måtte tilkaldes Hjælp fra Garnisonen til Besættelse af Stationerne.

En Brand i Vognmagergade Nr. 5 den 29. oktober 1916 krævede Menneskeliv. Bygningen bestod af et Forhus og et Baghus, begge paa 4 Etager, Forhuset tillige med Kvist; den eneste Adgang til samtlige Lejligheder var en Trætrappe, der var bygget mellem For og Baghus, og en Gang gennem Forhuset dannede Forbindelse mellem Gaden og Gården. Brandvæsenet blev alarmeret ved Halvtretiden om Morgenen; Ilden var opstået paa I. Sal i Forhuset ved en væltet Petroleumslampe og greb voldsomt om sig, således at da Brandvæsenet ankom, slog Flammerne ud af Vinduerne både paa I. og 2. Sal, ligesom Trappen stod i Brand. Springtæppet blev straks gjort klart, da en Mand gjorde Mine til at springe ned i Gården fra et Gavlvindue i Bagbygningens 3. Sal; han reddede sig imidlertid over paa Nabohusets Tag. Da Brandinspektør Wissing kom til Brandstedet, hed det sig, at alle Beboerne var blevet vækket og var kommet ud, og efter Ildens Omfang syntes det ogsaa lidet troligt, at der endnu kunde opholde sig Mennesker i Bygningen; man saa da heller ingen ved Vinduerne. Da Brandfolkene under Slukningsarbejdet trængte ind paa 3. Sal, fandt de imidlertid en Kone og tre Børn, der uskadt blev bragt ned ad Redningsstigen. Omtrent samtidig mente man at høre Klagen af Mennesker et Sted i Huset, og ved Eftersøgningen fandt man i Værelserne paa 2. Sal en Mand, en Kvinde og tre mindre Børn, samt i et Værelse, der var stærkt angrebet af Ilden, en 13-Aars Pige, der alle reddedes ud; Pigen var dog stærkt forbrændt og bevidstløs. Efter at Ilden i Forhuset var saa meget dæmpet, at man kunde trænge frem til Baghuset, fandt man her paa 2. Sal to Kvinder i en Seng, begge i Live, uden Brandsår, men bevidstløse; de blev ogsaa reddet ud. Der var således af Brandvæsenet bragt i alt 12 Mennesker ud af det brændende Hus; men af dem døde de to paa Hospitalet, nemlig den ene af de to røgforgiftede Kvinder fra Baghuset og den 13- Aars Pige. Under Branden havde Brandvæsenet haft 6 Strålerør i Brug.

Den 29. Maj kaldtes der paa dets Hjælp fra Kvæsthusgade Nr. 3, hvor en Pakhus-bygning, indeholdende Lagre af Olier, Karbolineum, Paraffin, Tvist o.l., stod i Flammer. Kort efter Brandvæsenets Ankomst indtraf en Sprængning af nogle Oliebeholdere i den brændende Bygning, hvorved Ildens Heftighed blev stærkt forøget, og Omgivelserne indhylledes i en saa tæt og kvælende Røg, at Ophold i Nærheden næsten blev umuliggjort. Disse Sprængninger fortsatte med andre Oliebeholdere, og Olien blev ført med Vandet ud af Bygningen og overdækkede til stor Gene for Brandfolkenes Arbejde Gården med et Fedtlag. Branden var meget voldsom og varede i over 21/2 Døgn; i alt var 14 Strålerør fra Motor- og Dampsprøjter i Virksomhed, foruden at Havnevæsenets Sprøjtebåd, Grane” og en Dampbåd fra Svitzer assisterede.

Den 2. september bekæmpede Brandvæsenet en Brand i en Bygning i Købmagergade Nr. 3 under ret vanskelige Forhold, og den 18. oktober havde Brandvæsenet atter en vanskelig Brand at bekæmpe, i St. Kongensgade 40; under Slukningsarbejdet her kom 6 Brandmænd lettere til Skade ved, at Tagværket pludselig skred sammen, og en Del af Mandskabet blev røgforgiftet, deraf 2 i ret betydelig Grad.

I 1919 var Københavns Brandvæsen et Par Gange rekvireret til Hjælp ved større Brande i Provinsen, således to Gange til Frederikssund (i august og november) og den I. november til Køge; det sidstnævnte Sted nåede Brandvæsenet dog ikke, idet Brandtoget endnu ikke havde nået Vigerslev, da den sørgelige Jernbaneulykke her afskar Toget fra at komme videre.

En Brand i Prinsesse Charlottesgade Nr. 1 den 23. januar 1920 krævede Menneskeliv. Der var opstået Ild i en Lejlighed paa I. Sal, og da Brandfolkene efter Ildens Slukning trængte ind i Lejligheden, fandt de i en Barnevogn det stærkt forbrændte Lig af et 1/2 Aar gammel Barn; kort efter fandt andre af Mandskabet en ældre Kone liggende bevidstløs paa Gulvet i et Rum ved Siden af Trappen, forbrændt paa Armene og kun iført Nattøj. Hun døde paa Hospitalet af sine Brandsår, og det viste sig at være Barnets Bedstemoder; hun var kommet til at vælte en tændt Petroleumsovn, og da Petroleummen flød ud og antændtes, var hun panikslagen flygtet ud uden at tage Barnet med og uden at lukke Dørene.

27. april, var der ved en natlig Brand i Bagbygningen til Løngangsstræde Nr. 37 Menneskeliv i Fare.

I 1920 måtte Sprøjterne endnu en Gang rykke ud til en Teaterbrand; men medens det i juni havde været til, Scala”, var det den 29. december til „Det kongelige Teater”; kort efter Forestillingen blev der alarmeret, og der blev straks afsendt den for Teatret gældende Udrykning, bestående af 5 Redningsstiger, 1 Stationssprøjte, 1 Motorsprøjte og 3 Dampsprøjter, der tog Opstilling efter den fastsatte Opmarchplan; Branden var opstået ved Antændelse af nogle Fyrværkerisager i Rekvisitrummet og blev ret hurtigt slukket, idet dog Rekvisitrummet og Belysningsmesterens Kontor udbrændte; Fare for Tilskuerrummet og Scenen havde der ikke været.

26. september:
Branden, Gl. Kongevej 33.
Brandmeldingen indgik pr. Telefon Kl. 08.53, og der afsendtes normal Udrykning bestående af Stige, Sprøjte, Tender og vagthavende Brandinspektør (Stangerup) fra Hovedbrandstationen, Stige og Røgdykkertender fra St. V. og fra Frederiksberg Brandvæsen en Sprøjte.
Ejendommen bestod af flere Bygninger, opført i forskellig højde og sammenbyggede som vist på vedføjede situationsplan. Sidehuset var forsynet med Mansardtag. Der var opstået en mindre Ildløs i etageadskillelsen mellem 1.og 2. Sal i et dropskogeri i sidebygningen formentlig som følge af overfyring i et kedelfyr, hvis aftræksrør lå for nær på etageadskillelsen.
LÆS MERE SE FOTOS

11. december:
Branden, Adelgade Nr. 65
Søndag Morgen Kl. 04.55 alarmeredes Brandvæsenet pr. Telefon af Politiet. Der afsendtes normal Udrykning, bestående af Stige og Sprøjte fra Adelgades Brandstation og Stige, Tender, Røgdykker-tender samt vagthavende Brandinspektør (Stangerup) fra Hovedbrandstationen. Ilden var opstået i en gammel Bindingsværksejendom bestående af For-, Mellem- og Bagbygning, der omgav en snæver Gaard. LÆS MERE SE FOTOS

16. december:
Branden i Reberbanegade 3, Jacob Holm & Sønner.
Alarmen indløb Kl. 01.39 pr. Telefon og umiddelbart herefter fra Alarmen i Holmbladsgade.
Brandvæsenet mødte med stor Udrykning, bestående af Stige og Tender fra Christianshavns Brandstation. (Sprøjten herfra var på dette tidspunkt på tilbagevejen fra anden Ildløs), Stige, Sprøjte og tender samt Røgdykkertender fra Hovedbrandstationen og Stige, Sprøjte, Tender og Siameser-Tender fra Fælledvejens Brandstation, desuden vagthavende Brandinspektør (Stangerup), der også var på tilbagevejen fra en anden Ildløs. Desuden gav Brandchefen Møde. LÆS MERE SE FOTOS

24. marts:
Branden i Sundkrogsgade.
Kl. 04.11 meldtes pr. Telefon i A/S Alfreds Olsen & Co.s. Tvist-fabrik og Lager i Sundkrogsgade, og den normerede Udrykning bestående af Stige, Sprøjte og Tender fra Station Ø, Stige fra Sation F, samt Røgdykkere fra Station H under Ledelse af vagthavende Brandinspektør (Schmidt) afgik. LÆS MERE SE FOTOS

1. september:
Branden på Hotel Hafnia, Vester Voldgade 23, indløber kl. 02.41
Der afsendes: St. H Vagth. chef (Hofman), vagth. insp. (Ringsted Jensen) røgtender, stige, sprøjte og I 3 St. A stige og sprøjte St. F stige, sprøjte og tender. Branden udvikler sig eksplosionsagtigt til hotelbygningens 2. 3. 4. og tagetagen udbrænder.
2 sidebygninger bliver stærkt beskadiget. Ca. 15 C-rør i brug. 6 stiger rejst. 20 personer reddet ned ad stiger. 7-8 personer reddet ud af røgdykkere og andre 35 er døde. 14 sårede og røgforgiftede reddes ud. Branden er påsat af en mentalt retarderet mandsperson som Politiet fanger på et senere tidspunkt.

Branden i Stengade 20, 11. november 1975.

Godt to år efter at Hotel Hafnia var brændt, rystedes det tætbefolkede kvarter på Nørrebro, der er kendt som “den sorte firkant”, af en næsten ligeså uhyggelig brand, der kostede ni personer livet. At den ældre bebyggelse på Nørrebro ikke blot var utidssvarende og sundhedsfarlig men også direkte livstruende i ildebrandstilfælde var denne brand et skræmmende eksempel på, og den beviste samtidig berettigelsen af dette kvarters gennem­gribende sanering.

Den 11. november kl. 2022 indløb der fra en hyrevognscentral til alarmeringscentralen på hovedbrandstationen melding om, at der var røg i gården Stengade 11. Der afsendtes straks den i sådanne tilfælde normale udrykning, omfattende en motorsprøjte, stiger og tendere samt 31 mand med den vagthavende brandinspektør som leder.

Ejendommen Stengade 14-20 tilhørte Borgerligt Socialt Boligsel­skab og var opført omkring 1883 som en grundmuret, fem etager høj bygning med kælder og udnyttet tagetage. Hver etage inde­holdt fire lejligheder enten med vinduer ud til passagen eller til gården. Kælderen, der oprindeligt havde været indrettet til beboelse, benyttedes nu til lager og pulterrum. Huset var et koridorhus med trapper placeret i fælles trapperum, hvor adskil­lelsen mellem de to trapper alene var en svingdør.

Ved brandvæsenets ankomst til Stengade 20 havde ilden kraftigt fat i kælderen og den nederste del af trappen, man begyndte at udlægge slanger, men pludselig slog flammer ud af de øverste trappevinduer. Af hensyn til de beboere, der stod i vinduerne ud til passagen og råbte om hjælp, blev der givet ordre til straks at gøre springtæppet klart. Under arbejdet hermed lød der råb fra gården om, at folk var ved at springe ud af vinduerne, og da man nåede ind i den, faldt en person ned fra tagrenden. Det var en 22-årig ung mand, der fra sin lejlighed på 4. sal – slemt forbrændt – var løbet fra hovedtrappen til bagtrappen, og derefter havde søgt at gå armgang i tagrenden, men var faldet, da kræfterne svigtede. Samtidig havde en 25-årig kvinde i lejligheden over porten, der var blevet opskræmt af røgen på trappen og de mange menneskers råb, klædte sin 1-årig datter på, og da trappen stod i lys lue, havde hun kastet barnet ud til nogle tilskuere, der havde grebet hende. Bagefter var hun selv sprunget ud. Fra en lejlighed på fjerde sal sprang en 15-årig dreng, der var alene hjemme, ned i springtæppet. Det samme gjorde en gravid kvinde på 31 år fra sin lejlighed på 1. sal. Derefter reddedes tre personer, der stod i vinduerne ud til passagen. De to blev hårdt kvæstet ved springet.

Imedens var der ankommet fem ambulancer, så de tilskadekomne 3 o kunne blive kørt bort, og kort efter tilkaldtes yderligere syv ambulancer. Da pionererne gik i gang med at udlægge lys i gården, opdagedes en mand i et vindue på 5. sal, hvor han stod i fare for at blive røgforgiftet. Springtæppet blev atter gjort klart, da man var i tvivl om, at manden, en 55-årig invalidepen­sionist, ville være i stand til at blive i lejligheden, eller om han ville klatre ud på taget. Samtidig fik en underbrandmester den strålende ide, at undsætte ham fra et fladt tag på en bagbygning til Griffenfeldtsgade 7, idet der kun var 60 cm’s afstand mellem hjørnet af denne og Stengade 20-bygningen. Skønt redningsaktionen foregik i 15 meters højde lykkedes det under-brandmesteren at redde den lettere røgforgiftede og chokerede invalidepensionist.

I alt reddedes ti beboere, medens atten ikke var hjemme. Det var desværre ikke alle der i tide nåede ud af den brændende bygning. Under slukningsarbejdet blev der fremdraget otte lig, blandt dem var på 4. sal en hel familie, bestående af mand, kone og to børn, samt to søstre og den enes 5-årige datter. Faderen til hende var den unge mand, der som tidligere nævnt vare faldet ned fra tagrenden. På 5. sal havde døden desuden indhentet en 48-årig kvinde, der sad i sin stol uden ydre tegn på skader.

Kl. 2220 var ilden under kontrol. Fire brandmænd var kommet lettere til skade, og to af dem blev bragt til Kommunehospitalet. Korpslægen, der var blevet alarmeret allerede kl. 2037, foretog en første visitation og behandling på skadestedet.

På ejendommen skete stor materiel skade, bl.a. var hovedtrappen udbrændt fra kælder til kvist. Branden opstod i kælderen og var sandsynligvis påsat.

**********

Branden Pia-Lys, Viborggade 78, den 27/10 1982.

Godt to år efter eksplosionen i Sojakagefabriken på Islands Brygge hærgede en brand den 27. oktober 1982 af omtrent samme omfang Pia-lysfabriken i Viborggade på Østerbro, der ikke vakte mindre opsigt, måske også fordi den fandt sted kun tre dage efter, at Asp-Holmblads stearinfabrik i Helsingør den 24. oktober 1982 var nedbrændt. Siden besættelsestiden under krigen, er det blevet hævdet, havde København ikke oplevet en brand af en sådan intensitet som denne, og sagde en brandmester: “Jeg har aldrig oplevet noget lignende i de 30 år, jeg har været i korpset”, og Ekstra Bladet kaldte den et “flammechok”.

Fabrikken var opført i flere omgange. Den ældste del af fløjen mod Viborggade var bygget 1875, medens de andre fløje langs Silkeborggade, Vejlegade og en østlig fløj parallelt med en beboelsesejendom ud til Strandboulevarden var yngre. Indtil slutningen af 1970’erne benyttede De danske Bomuldsspinderier bygningerne til deres væverier, hvorefter de indrettedes til stearinlysfabrik, uden at der af den grund udførtes brandsik­ringsforanstaltninger svarende til bygningens nye brug. Et sprinkleranlæg var endog sat ud af drift flere år før branden.

Situationen forværredes yderligere ved, at der i gården var oplagret 50 tons råvarer, i stueetagen et par tons stearin og paraffin, på 1. sal 20 tons færdigvarer og på 2. sal ca. 120 tons færdigvarer.

Brandvæsenet alarmeredes kl. 2032, og ved ankomsten brændte det kraftigt i den østlige fløj, og man forsøgte derfor at komme ind i fabrikken gennem porten i Viborggade 78, men den var ikke til at bryde op. To brandmænd trængte derefter ind i bygningen gennem et vindue til højre for porten og forsøgte ved hjælp af en udlagt slange at få slukket ilden i lagret på de 50 tons råvarer – men forgæves, og efter knap tyve minutters forløb, da loftet brændte over dem, måtte de trække sig tilbage.

I mansardetagen ovenover søgte man også forgæves at få ilden slukket fra en stige, men allerede kl. 2038 havde branden udviklet sig eksplosionsagtigt, og samtidig begyndte flydende stearin at løbe ud under porten og ned mod Strandboulevarden, hvor flere gled i den varme stearin og blev forbrændt. Kl. 2044 rekvireredes et pumpekøretøj til Vejlegade på den anden side fabrikken, men kun et kvarter efter havde “branden udviklet sig til noget nær det uoverskuelige”, udtalte politiet senere i dets rapport. Den kraftige strålevarme fik bl.a. lakken på Østerbro stations tender, der holdt på hjørnet af Viborggade og Silkeborg­gade til at boble, og de blå blinklys smeltede. Imens brændte det kraftigt i fabrikskompleksets østlige del mellem Viborggade og Vejlegade, og brandfolk kæmpede hårdt for at hindre ilden i at angribe de to nærliggende beboelsesejendomme ved at afkøle gavlene, men alligevel blev det nødvendigt at evakuere opgangene Viborggade 82 og 82 B, og kl. 2106 blev en sprøjte fra Fælledve­jens station sendt til Strandboulevarden 73 og indsat mod branden fra gårdspladsen mellem beboelsesejendommene. Kort efter evakueredes også opgangene i ejendommen Vejlegade 7 og 9, som det dog takket være en særlig stor indsats fra brandvæsenets side lykkedes at redde.

Ilden tiltog stadig i styrke, og den voldsomme strålevarme, truede snart beboelsesejendommene på den modsatte side gaden. Der tilkaldtes derfor flere slukningskøretøjer og indsatsstyrken kom op på 146 brandfolk. Tenderen fra Østerbro station søgte at bekæmpe ilden i ejendommen Silkeborggade 25, og fra Krausesvej blev et sprøjtehold fra Adelgade sat ind på at redde den nye og moderne ejendom Silkeborggade 21, men selv i de udlagte slanger gik der ild. Sammen med politiet påbegyndtes derfor en evakue­ring af huset, men på grund af varmen i gaden måtte de sidste beboere føres gennem en stuelejlighed ud på en altan og ned i gården. Kl. 2135 var der tre ejendomme Silkeborggade 21, 23 og 25 evakueret, og 10 minutter senere var taget på beboelsesejen­dommene antændt. På dette tidspunkt ankom brandchefen, og kl. 2150 evakueredes Silkeborggade 15, 17 og 19, senere også ejen­dommen på Strandboulevarden mellem Viborggade og Vejlegade.

Hen ad kl. 2200 tilkaldtes det kommunale civilforsvar, idet der var behov for at få vand fra fjernere liggende brandhaner; kl. 2200 blev Gentoftes drejestige tilkaldt og indsat fra bagsiden af Silkeborggade 23-25, der var en ældre ejendom.

Fabriksbygningen nedbrændte, og kl. 2330 var branden under kontrol. Kl. 0034 gav politiet beboerne, tilladelse til at vende tilbage til de ejendomme, der ikke var blevet beskadiget. Silkeborggade 21-25 udbrændte helt og efterslukningen fortsatte hele natten igennem og den følgende dag.

Brandskaderne vurderedes til 60 millioner kr., idet skaderne på fabrikken alene blev anslået til 40 millioner kr. 75 af dens medarbejdere, oplyste Ekstrabladet den 28. oktober var blevet arbejdsløse, og ca. 120 personer i de brændte og beskadigede ejendomme hjemløse. Intet liv var gået tabt, men syv brandmænd var kommet til skade. Årsagen til branden mente man først skyldtes en defekt elektrisk ledning, men i efteråret 1986 tilstod en pyroman imidlertid at have påsat den.

7. juni:
Branden Christiansborg Slotskirke.
Slotskirken brændte pinsenat, da den blev antændt af en vildfaren nødraket under karnevallet. Taget udbrændte, kuppelen styrtede ned i kirkerummet, og en stor del af interiøret blev ødelagt.

16. august:
3-årig pige får klemt hovedet fast i et legeredskab på legeplads på Amager. Det blev en vanskelig opgave for pionererne at få hende fri, men det lykkedes efter 2 timer.

22. august:
Brand i daginstitution på Bispebjerg Hospital.

2001 startede roligt for Brandvæsenet. Nytårsnatten blev rimelig stille i forhold til, det vi tidligere har oplevet. Der var igen oprettet ekstra beredskaber, og det gjorde, at vi på fornuftig vis kunne klare de opgaver, der kom i løbet af hele nytårsnatten uden større ventetider.

19. januar:
Branden på Hovedbanegården.
Ved Brandvæsenets ankomst var der ild i affald m.m. i et affaldsskur på en perron under Hovedbanegårdens forplads, ca. 20 m fra tunnelmundingen ud til Banegårdsgraven. Branden udviklede sig på grund af at kørestrømmen først skulle afbrydes, og blev derfor en omfattende tagbrand.

27. februar:
Busulykke under Knippelsbro. Kl. 18.19 indløb anmeldelsen til 112.
Og det blev startskuddet til en af de største redningsaktioner i Københavns Brandvæsens historie – ”En bus har påkørt Knippelsbro – der er mange tilskadekomne“. En dobbeltdækker bus havde påkørt broen, der har en fri højde på 3,1 meter. Ved sammenstødet blev hele taget rykket af bussen og passagerne på øverste dæk blev som følge heraf kvæstede.
56 patienter heraf flere dræbte og alvorligt kvæstede passagerer, blev bragt fra skadestedet til et af hospitalerne i Regionen, i løbet af blot en time med 32 ambulancer og en indsat politibus.

13. juni:
Bådehavnsgade/Speditørvej kl. 01.54 (Ild i værksted)
Ved Brandvæsenets ankomst konstateredes, at der var kraftig ild i et autoværksted m.m. indeholdende en del biler, dækoplag m.m. Branden blev hurtigt indkredset og var slukket i løbet af et par timer. Det interessante ved denne brand var, at den var påsat med flere arnesteder, hvoraf i hvert fald ét ikke havde ”virket”. Der var ligeledes sat ild i lagerrum, indeholdende et ”køkken”, hvori der blev fremstillet krydret udenlandsk mad i større målestok samt et kontor tilhørende værkstedet.

25. december:
Brand Illums Bolighus kl. 10.00.
Københavns Brandvæsen blev alarmeret til Illums Bolighus, da sprinkleranlægget var aktiveret. Ved køretøjernes ankomst til Niels Hemmingsens Gade var der ingen ydre tegn på brand, idet tilkørselsadressens placering medførte, at det ikke var muligt at se forsiden af Illums Bolighus. Kort efter ankomsten blev vagthavende brandinspektør orienteret om, at der var gået yderligere en ABA-alarm i nabobutikken Royal Copenhagen, Amagertorv 8. Vagthavende begav sig derfor om på forsiden af bygningen for at undersøge dette nærmere. Der var i mellemtiden indløbet flere meldinger om, at ”det brændte ud over pladsen foran Illum”.

1. januar:
Storbrand på Vesterbrogade 94.

26. januar:
Storbranden på Gammel Kongevej 39.

11. maj:
Tagbrand Bellahøj

23. juli:
Brand Axelborg på Axel Torv.

23. maj:
Tagbrand Borups Alle.

30. juni:
Branden på Edvard Stormsvej.

28. juli:
Tagbrand Rosenvængets Hovedvej

4. maj:
Branden Bredgade 54-56

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.