Øgenavne blandt brandfolkene

Noget om øgenavne blandt brandfolk
Af Povl Weymann

I kender vel ham Arild? For lige siden hans dage har det blandt danerne været skik at give øgenavne. Denne skik har også længe levet blandt brandfolk. At den lever endnu skal det følgende vise. I 1969 begyndte jeg så småt at indsamle øgenavne blandt kollegerne ved Storkøbenhavns brandvæsener, og de øste venligt ud af de rige kilder. Samlingen omfatter i dag ca. 800 øgenavne, så man kan roligt påstå, at det er en skik, som trives godt.

Forinden et passende (eller upassende) udvalg lægges frem, vil det være naturligt at oplyse lidt om, hvad der førhen har været skrevet om øgenavne. Sprogforskerne (Filologerne) har gennem tiden ytret sig sparsomt. Nogen definition af begrebet har jeg, trods flittig søgen, heller ikke stødt på. Måske er grunden den, at materialet forhen ikke ansås for værdigt til en fin videnskabelig analyse. Spredt omkring i diverse faglige skrifter, i erindringer og aviser nævnes øgenavne i forbifarten, men nogen systematisk indsamling ses ikke at være foretaget. Enkelte filologer, der i 90erne indsamlede navnestof, opfordrede endog deres meddelere til at udelade øgenavne, hvis de indeholdt legemsdele, som findes placeret under navlen eller i øvrigt bestod af ord, som på den tid var upassende at nævne, endsige trykke. Slige bornerte hensyn tager man jo ikke i vore liberale tider, hvor man måske er ramlet ned i den modsatte grøft med en overdreven anvendelse af sprogligt ukrudt, for ikke at tale om publiceringen af billeder.

Gunstige læser. Giv mig en brand. Det være sig i tag, hals eller kælder. Og jeg skal med Flid, Kunst og Vand udslukke denne. Men vent ikke, at efterfølgende skal forestille en videnskabelig afhandling. Betragt det blot som et beskedent bidrag for at bevare en ejendommelig skik hos en bestemt kreds af Danmarks arbejdende befolkning, hvor brandfolkene ses at have været særdeles aktive og kvikke bidragydere.

Hvad er da et øgenavn? Jeg vover med lægmands frimodighed at springe med en fortolkning: Et øgenavn er betegnelsen på en i en snæver kreds bestemt person, hvis udseende, faglige kunnen eller ikke kunnen, hjemsted, adfærd eller talemåde har givet medlemmerne af den snævre kreds anledning til denne ekstradåb.

Øgenavnet ses ofte at opstå spontant, grebet med sikker inspiration og sidder ”lige i øjet”. Det accepteres så af kredsen og går ind i daglig om- og tiltale. MEN – hvis det på nogen måde overskrider, hvad man kunne betegne som grænsen mellem det slagfærdige, over det let sårende, til det groft nedværdigende, for at ende i det knogleknasende gift, da bruges det kun i omtale – aldrig i tiltale. Modsat ses det, at den »døbte« godkender øgenavnet, undertiden selv bruger det, ligesom det er observeret, at familien benytter det. Ja – mange er endog stolte af sit øgenavn.

Da jeg var lille kaldte min mor mig undertiden Pollegis, hvilket jeg rasende protesterede imod. Jeg forstår derfor til fulde, hvis bærere af øgenavne, som kunne misfortolkes af uindviede, med rette kunne føle sig sårede ved at blive bragt på trykt sværte. I det efterfølgende bringes derfor, så vidt muligt, ingen navne på slige eksempler.

Lad os da se på et udvalg af de ca. 800 ekstradøbte og af praktiske grunde inddele dem i grupper, som kan antyde en forklaring.
Hjemsted:

Denne gruppe karakteriserer jo intet væsentligt udover en oplysning om, hvorfra han kommer eller bor. Først har vi Bornholmeren. Fra hovedlandet kommer Christian Jyde, Frederikshavneren, Jyde Søren, Kronjyden, Nissum Bredning og Molboen, som virkelig er fra Mols. Bonden, Bælum og Bøvleballe er vist ikke ment som et hjemstedskriterium. Af sjællændere har vi Fredensborg, Ganløsen, Jens Børstingerød, Peter Amindrup og Roskilde lb. Fra hovedstadsområdet er Skovseren, Søborg Ole, Glostrup Peter, Havne-fogeden fra Glostrup, Hvidovrebonden og Peter Nørresø, der ikke er fra egnen der, men bor i Nørre Søgade, Peter Amager og Køge Karlo. Et mystisk navn som Post Jensens Søn Fra Soer skabtes således: Vi er på st. H, det er den 1. april for mange år siden. I gården står i stiveste puds til parade for chefen de nyansatte brandmænd. Chefen skrider frem langs paraden, ser hver mand dybt i øjnene og får præsenteret gutterne. Flere gange høres bemærkningen: »Nå, det er brandmester N.N.s søn«. Langt nede i rækken står en ungersvend, som synes, han må kaste lidt lys i det fine selskab, så han præsenterer sig som Post Jensens Søn Fra Soer, og dermed var han leveret til dåb.
Korpsnumre:

I denne gruppe er der de let fattelige Femmerten og hans efterfølger Den Lille Femmert, Nierten, Tierten og Trefirefem. Tyve Ole stjal ikke, men havde nr. 20. Mere lune er Den Sexede med nr. 660 og den der kom lidt senere, nemlig Den Oversexede nr. 666. Forklares må Den Omvendte, hvis brandmandsnr. var 74, som fik nr. 47 som brandmester. Sildemanden har overhovedet intet at gøre med fisk, men hans nr. 555 er identisk med konservesfirmaet Lykkebergs registrerings nr. 84 medbragte sit soldaterne.
Brandfolk i slægt og familie:

Ud af denne talrige gruppe skal nævnes et par karakteristiske eksemplarer. Skovseren, som bortgiftede sin datter til en brandmand. Det blev til Svigerskovseren. Smedens eksempel blev til Smedens Svigersøn. En brandmester hed pga. sit omfang Store Buk og hans lillebror selvfølgelig Lille Buk. Store Buks brandmandssøn døbtes Sønnebukken. En meget stor og flot brandmand, Kong Hans, var organisationens fanebærer. Når han fremtonede ved store begravelser, velsoigneret med snoskæg, iført ulastelig uniform, hjelm og bælte samt flere medaljer på sit brede bryst, da var han det naturlige midtpunkt for de øvrige fanebærere, som i stiv bowler og blåt serges med hængerøv ydmygt underkastede sig Kong Hans’es suveræne instruktioner ceremoniellet angående, at liget kunne synkes på værdig maner. Kong Hans’es søn døbtes Kronprinsen. En nu uddød charge var Forkuskene. Blandt disse Christian Kusk, hvis søn er Piskesmæld. En ellers rar kollega, som var lidt arret i ansigtet, var Skurkefjæs og sønnen naturligt Lille Skurk. Grise Oles sønnesøn hedder Bacon Ole eller Pattegrisen. En anden uddød stilling er Hornblæserne, som blæste signaler under udrykning og ildløs. Her har vi Horn-blæser Madsens Søn. Store Hammer og Lille Hammer var brødre af slægten af samme navn. En samling brødre og sønner kaldtes Dynastiet. Min Søn Egon blev døbt allerede før sin ankomst, idet brandmesterfaderen i sin naturlige glæde ofte nævnte sin søns heldige ansættelse.

Af Hold, som de forskellige køretøjers mandskab nu betegnes, har vi et sprøjtehold, som kaldtes Prinseholdet, det bestod bl. a. af Kronprinsen og Lilleprinsen, samt et par stykker til. Dette hold forlangte sprøjten forsynet med en krone, at man kunne se tegnet på deres høje rang.
Uddannelse og faglige betegnelser:

Af denne meget omfangsrige gruppe fremhæves Alverdens Sømand med gode historier, Peter Slagside også kaldet Peter Slav med sømandsgang. Maritimt kyndige vil vide, at Udkiggen på et skib forhen sad i Merset, men Manden i Merset var ikke sømand, han havde store øjne. Bageren var bager. Men en anden med samme navn var ikke bager. Han kørte under udrykning sin ambulance ind i en bager-butik. Bananmanden har et hæst organ. Betonklodsen er en stor fhv. jord- og betonmand. Af malere har vi Den Onde Maler, Den Tossede Maler og Den Lange Maler. Biikkenslageren, Christian Murer, Tømreren, Den Våde Snedker, Kunst Klein og Mirakkelsmeden og Formeren behøver ingen forklaring. Spejlmanden er glarmester, Kludestrammeren er isoleringsarbejder, Rokke Rasmus er drejer, Søren Sål er skomager. Ingeniøren var engang vejarbejder og Knald Fut Og Skrald renovationsmand. Overbårebæreren og Doktoren er værdige ambulancefolk. Mosekongen var god ved en mosebrand.
Noget med fysikken:

Her møder vi blandt de største Storebror, Store Buk, Store Bastian, Store Knob, Store Guffer, Store Gnusk, Stærke Carl Fra Valby, Flyttelæsset, Tarzan, Langemand, Canera, Bulder Jørgen, Den Rå Kraft og Den Store Dejlige. De store har ofte navnebrødre blandt de lidt mindre. Den Lille Dejlige, Lille Knob, Kong Kylie og Lille Spies med svag lighed af rejsebureau formanden af samme navn.

Andre hentydninger til det legemlige har vi i Tiito, hvis fodstilling angiver klokkeslettet. De To Venstreben hentyder ligeledes til fødderne. Abekattemanden havde lange arme. Den Grydeklare er yderst velbarberet. Walther Hattenål er som Manden Der Ikke Kaster Skygge meget slank. Som bekendt udfører brandfolk teatervagttjeneste. Det har inspireret til navngivning efter kendte teaterfigurer. F.eks. Andreas Blegnæb, som var hvid i huden som personen i En Skærsommernats Drøm. Farinelli synger godt. Primadonnaen var ikke skuespiller, men havde to skuffer på værkstedet, hvor man normalt kun havde en hver.

Morgenrøden eller Mønjepotten er ligesom Æblekind rødmosset. Argentineren og Negus var mørkhudede og Grauballemanden garvet som moseliget på Aarhus Museum. Den Lille Stive Med Officersgangen er let at forestille sig.

En ejendommelig skik med at betegne det modsatte har vi i Krølle, som er skaldet, Perletand, hvis gebis indeholder få tænder. Han fik navneforandring til Perleøen, da han flyttede til station P på benzinøen. Pløkken er ikke som man skulle tro, en stor »Pløk«, men det modsatte.
Utak er verdens løn, siger man:

Lorte Aksel da han gjorde tjeneste på station Fælledvej

Det kan man roligt slå fast, når alle ved, at disse navne er venligt og morsomt ment. Lorte Aksel må bære navnet, fordi han (635 Aksel Larsen) som frømand reddede et menneske fra druknedøden i kloakudløbet ved Kbhns. Havn, også kaldet Lorterenden. Hønsetyven skaffede venligt billige høns fra landet til kollegerne. Falske Robert var trofast afløser på vagterne for en kollega Robert.
Ordspil med brandmandens navn:

Kan kun forstås af indviede. Et par stykker skal her udtydes. Pjorten hed P. Hjorth, Ole Hof er Hofman, Æggestokken er Engelstock, Radetten er Radetzsky, Violin er Velin, Heptobæk er Hakon Bech, Lasøren er Lars Sørensen, Krøshøj er Christeau, Bror Niels er Brynildsen, Bolten er Bolt Jørgensen med ekstra dåben Det Våde Vand, hvilket er fagbetegnelsen for et vandtilsætningsmiddel, som indgik i slukningsforsøg. Til slut Store Knob, som hedder Knoblauch.
Talemåder og andre ordspil:

Her findes mange mærkelige fænomener, som tit er udsprunget af stadig gentagne slutbemærkninger og standard argumenter, som så er slået fast som navn. Av Min Nye Bil, A Min Røv Og l Min Røv, Hul I Røven, Pis Og Papir og Den Selvsamme er typiske i arten. Slid Og Slæv og Piv Piv er udtryk for en overbelastning. Ta Det Roligt Jensen og Te Du Veed, udtalt i sjællandsk dialekt, er hørt 1000 gange. Ras Movind klagede som motorcyklist ofte over den slemme modvind; det skete på Ømål. Rudrengen sagde altid: »Du er vist en ru dreng«. Præsten er ikke særlig præstelig, men hans telefonsvar ved opkald er altid: »Det er Nødebo præstegård, og det er selveste pastor Blicher«. Rotten yndede at tale om »Vi gamle rotter«. Stik Den En Split Peter var en fast devise ved småreparationer af materiellet. Du Har Vel Ikke Lige kendes vel af de fleste, når man mangler småmønt. Jensen Mand slutter altid med eftertryk i en sætning med »Mand Du«. Krigeren var skikkeligheden selv, men sendte folk i byen for at »kriege« en flaske brændevin. Om Igen var en brandmester, der ikke kunne få en krybestigeøvelse til 4. sal god nok, og når brandmændene nåede jorden, faldt de to ord omgående. Tra Tri sang og var glad, men temmelig ensformigt. En stærk bandeordsforbruger var Kraftedeme Jens.
Så er der dem med Manden:

En meget blandet gruppe, hvori findes følgende. Manden Med Handskerne havde mørklødede hænder. Manden Med De Høje Hæle hjalp lidt til væksten. Manden Med Alene solgte selvfangede ål til st.’s folk. Manden I Merset har vi mødt. Manden Med Hytteskoene er trods sit omfang let til bens, smed hytteskoene, sprang i havnen og reddede en person fra drukning. En brandmand, som ventede meget længe på sit avancement døbtes Manden Gud Glemte eller Den Gudsforladte, hvilket han heldigvis overstod, men navnet hængte fast.
Opkald som følge af lighed med kendte navne:

En meget stor gruppe med opkald efter filmstjerner, skuespillere og tegnefilmsfigurer. Chip og Chap er vimse. Canera stor som den i 20erne kendte ital. sværvægtsbokser. Mr. Mox er så accepteret, at hans hustru ved telefonopkald på vagten præsenterer sig som Fru Mox. King Kong, Rumle, Hudibras og Inspektør Smæk er fra filmverdenen. Clark Loberg med et fikst overskæg som Clark Gable. Ja helt moderne er Mac’Cloud.

Ja – således kunne vi fortsætte, men det går ikke. Brandfolks fantasi er veludviklet, endog vore heste døbtes med øgenavne, men det er en anden historie. Lad os derfor slutte med en lille beretning om et bestemt øgenavn. Under krigen var der på brandstationerne ophængt kort, hvorpå man med nåle og flag fulgte med i de allieredes fremgang. En morgen stod en kollega og studerede intenst kortet over Syditalien, idet han brummende søgte og søgte. En kvik kollega spurgte om årsagen til denne brummen. Jo – den engelske radioavis havde meddelt, at amerikanske tropper var gået i land i Syditalien ved Morgengry (med tryk på gen) og nu ledte han, men kunne ikke hitte det. Så hed han Morgengry.

Hele samlingen er opført på kort, men mangler i mange tilfælde forklaring. Så vidt muligt skal dette foretages i den kommende tid, hvorefter den vil blive afleveret til Instituttet for Navneforskning under Kbh. Universitet. Skulle man under læsningen komme i tanker om nye eller gamle øgenavne, vil jeg være glad for at få disse tilsendt til museet på kbhbrandmuseum@gmail.com

En hjertelig tak til de mange kolleger, som venligst har meddelt øgenavne. En særlig stor tak til underbrandmester Bruno Petersen, som på st. Ø pietetsfuldt har bevaret og suppleret navnene i »Mavesårsbogen«, som er bogen hvori man følger med i avancementer. Uden Brunos store arbejde ville sagen simpelthen være dømt til glemsel – og det ville da være en skam.

Hendes Majestæt Dronningen hjælpes i kurven for at besigtige skaderne ved Slotsbranden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *