Da det nyoprettede kommunale brandkorps rykkede ind og overtog vagterne 1. august 1870 kl. 5 om morgenen, indledtes en ny epoke i byens historie. Dermed være ikke sagt, at den første tid var synderlig gloriøs, for som så mange andre nye institutioner fik brandvæsenet også sine store vanskeligheder i begyndelsen. Meget gammelt skulde afvikles og erstattes af nyt, idet man dog hele tiden også måtte skæve til økonomien, og de bevilgende myndigheder var ikke ligefrem spendable. Den nye brandinspektør mærkede desuden snart, at han ikke var nogen særlig populær mand. Offentligheden mindedes stadig hans forgænger, etatsråd Blom.Ved flere lejligheder blev brandvæsenet -med rette eller urette – udsat for en temmelig hårdhændet kritik i dagspressen. Retfærdighedsvis må det dog siges, at der allerede i de første år skete ret betydelige udvidelser og forbedringer. Der oprettedes nye stationer og foretoges flytninger af ældre til bedre lokaler (se tidstavlen). Telegrafnettet udvidedes, herunder også til at omfatte private virksomheder, og man opstillede de første alarmskabe på Østerbro.
Også materiellet forøgedes; dampsprøjte nr.2 blev anskaffet – man havde fået den første i 1864 – og brygger Jacobsen, hvis interesse for brandvæsenet var usvækket, stillede 1882 en ny tysk model til rådighed, for at man kunde prøve den. Da der ikke var udelt tilfredshed med den på alle punkter og derfor vilde aflevere den til bryggeren med tak for lån, afslog han dette og skænkede brandvæsenet dampsprøjten, som således blev nr. 3. Der indførtes visse forbedringer på det lønmæssige område, selv om det først skete efter en del uroligheder, hvor mandskabet simpelthen strejkede for at gennemtvinge de fremsatte lønkrav, hvilket i første omgang medførte bøder til adskillige af korpsets personale. Det lykkedes i nogen grad at forbedre de stærkt kritiserede indkvarteringsfor-hold i vagtlokalerne, som selv efter datidens forhold var meget ringe. Man tør slet ikke tænke på, hvad arbejds- og fabriktilsynet vilde sige til dem i dag!
Situationen var således alt andet end let for Schønheyder. Uden på nogen måde at ville forklejne ham har man dog indtrykket af, at han ikke rigtig magtede sit embede. Hans administrative evner var der intet at indvende imod, han manglede formentlig blot den robusthed, som stillingen kræver af sin mand. Dette har han vel også selv følt, for da han i 1883 fik sit ene øje stærkt beskadiget under en øvelse, idet han ramtes af en vandstråle, og stillingen som inspektør ved vandvæsenet samtidig var ledig, søgte han tilbage til sin gamle, sikkert roligere arbejdsplads. I de 10 år, han kom til at virke der, indlagde han sig større fortjenester end ved brandvæsenet. Han foretog undersøgelsesboringer i hovedstadens omegn og gennemførte, at man ophørte med at anvende overfladevand som drikkevand i København, efter at han havde bygget pumpestationen ved Set. Jørgens Sø. Efter en del forhandlinger og overvejelser valgte Borgerrepræsentationen kaptajn ved ingeniørkorpset Sextus Meyer til Schonheyders efterfølger fra i.maj 1884, og det viste sig da også snart, at man her havde fået den rigtige mand. Uden overdrivelse kan man vel nok sige, at den rivende udvikling, såvel organisatorisk som teknisk, som det københavnske brandvæsen gennemgik i Meyers 25-årige embedsperiode, simpelthen har været grundlaget og forudsætningen for dets nuværende høje stade.
Allerede et halvt år efter Meyers tiltræden skulde man få bevis på hans evner, idet hovedstaden da oplevede en af sine, ja af hele landets store katastrofer: Christiansborg Slots brand. Ved denne lejlighed udviste Meyer den store myndighed, beslutsomhed og koldblodighed, som var karakteristisk for ham – han havde jo heller ikke for ingenting været med ved Dannevirke i 1864! Han indså nødvendigheden af at opgive forsøgene på at slukke ilden i slottet og i stedet koncentrere sig om at hindre den i at nå nabobygningerne, og takket være hans klare bedømmelse af situationen lykkedes det at redde Slotskirken og Thorvaldsens Museum. Ikke desto mindre tillod »Dags-Avisen« sig at kritisere Meyers dispositioner og insinuere, at han var konfus og ikke situationen voksen. Men så tog mandskabet til genmæle og udtrykte i »Berlingske Tidende« sin store anerkendelse af Meyers ledelse af slukningsarbejdet. Som korrekt embedsmand forholdt Meyer sig tavs, selv om det utvivlsomt og meget forståeligt har kriblet i hans fingre.
Slotsbranden havde naturligvis til følge, at man nu atter begyndte at diskutere brandvæsenets tilstrækkelighed, og påny sagde brygger Jacobsen sin mening ud af karsken bælg, idet han direkte tillagde borgmesteren for Magistratens 4. afdeling ansvaret, eftersom han ikke havde rettet sig efter de råd, han havde fået af såvel den tidligere som den nuværende brandinspektør. Brygger Jacobsens kritik medførte, at sagen blev rejst i Borgerrepræsentationen, hvor man vedtog at anmode Magistraten om at fremsætte forslag til de forbedringer, som måtte anses for nødvendige. Ligesom efter bombardementet 1807 oplevede man altså nu, at katastrofen åbnede ikke blot befolkningens, men også myndighedernes øjne for nødvendigheden af at følge med udviklingen, ikke alene den tekniske udvikling, men tillige byens stadige vækst, og man indså, at man måtte betale, hvad det kostede for at undgå gentagelser.
Inden man kom så vidt, havde Meyer indsendt et forslag til en nyordning, et forslag, som han trak tilbage, inden det kom til behandling. I mellemtiden havde han nemlig i marts 1885 været på en studierejse til Stettin, Berlin, Bres-lau og Hamburg og havde der set en hel del nyt, som han ønskede indarbejdet i sit forslag. Senere på året blev han atter sendt ud, denne gang til London, Bristol, Bruxelles og Amsterdam. Indberetningerne fra disse rejser blev sammen med hans forslag grundlaget for det forslag, som et af Magistraten og Borgerrepræsentationen nedsat fællesudvalg forelagde Borgerrepræsentationen, som vedtog det efter en række ændringer, hvorefter det blev stadfæstet af justitsministeriet 15. marts 1890. Dette nye regulativ indebar på én gang både en udvidelse og en rationalisering af brandvæsenet. Materiellet forøgedes betydeligt, ligesom det faste personel voksede fra 147 til 180 mand. En væsentlig forøgelse af effektiviteten var bl.a., at der nu ansattes 25 faste kuske mod tidligere 9 lejede. Man opretholdt de to reservekorps, idet dog den »mobile reserve« (24 mand) ophævedes 1896. Først i 1903 vedtog man efter svære betænkeligheder også at ophæve det store reservekorps (400 mand), da det ikke var til nogen nytte og mandskabet var ganske uden øvelse, endsige erfaring.
Med hensyn til stationer og vagtlokaler betød regulativets bestemmelser en gennemgribende rationalisering, eftersom man indskrænkede deres antal til 6. Samtidig med at man nedlagde en række af de mindre stationer og lokaler, udvidede man de store stationer i Adelgade og på Fælledvej, og man vedtog opførelsen af en ny hovedbrandstation i Løngangsstræde (nu Bag Rådhuset). Arbejdet blev overdraget arkitekt Ludvig Fenger, og bygningen, som blev taget i brug 1892, opfylder endnu i dag sit formål, omend den af naturlige årsager ikke kan kaldes tidssvarende. Men lige så naturligt er det, at den nye hovedstation dengang betød et kolossalt fremskridt – man fik en moderne og rummelig bygning, som var bygget specielt til sit formål. Trods alt har der dog nok været nogle, som sentimentalt følte et stik i hjertet ved, at den hidtidige hovedstation i Nicolai Kirke nu blev nedlagt. Her havde brandvæsenet jo haft til huse siden 1807, og det er derfor let forståeligt, at kirken og brandvæsenet i københavnernes bevidsthed hørte sammen.
Meyer arbejdede stadig energisk på at sikre hurtig hjælp, hvilket som bekendt er dobbelt hjælp. Det var nødvendigt, at brandinspektøren eller vicebrandinspektøren kom til brandstedet så hurtigt som muligt for at lede slukningsarbejdet, men da det ofte om natten var vanskeligt at få fat i en droske, skete det ikke så sjældent, at han måtte gå, hvorved megen kostbar tid blev spildt. I 1892 anskaffedes derfor en landauer til brug for brandinspektøren eller vicebrandinspektøren – kun i ganske særlige tilfælde kunde den rent undtagelsesvis benyttes af den vagthavende assistent på hovedstationen. Dette forhold forbedredes dog allerede i 1895, da der til den vagthavende assistent blev indkøbt en vogn. Denne blev i 1907 erstattet af en bil, en 4-personers Peugeot, der var i stand til at køre med »den rasende fart«, som H.C.Andersen vilde have sagt, af 40 km i timen. Hermed påbegyndtes det københavnske brandvæsens automobilisering.
I forbindelse med disse nyanskaffelser kan det i vore dage nok forekomme ret så humoristisk, at man i 1899 også forøgede det rullende materiel med en cykle, så man ved brandalarm straks kunde sende en brandmand afsted med en håndsprøjte for på brandstedet dels at berolige med, at sprøjten var på vej, dels at påbegynde slukningen.
I årene 1901-02 blev Brønshøj, Valby og Sundbyerne indlemmet i Københavns kommune, hvis areal dermed blev tredoblet, hvilket nødvendigvis også måtte sætte sine spor i brandvæsenet. Ikke blot blev dets arbejdsområde væsentligt forøget, men arbejdsvilkårene ændredes også ved de større afstande og bebyggelsen, som mange steder var landligt præget. Endnu i årsberetningen 1951/52 er oplysningerne om byens areal og folketal delt op i Gamle København og de tre indlemmede distrikter, ligesom man så sent som i beretningen for 1938/39 meddeler: Bebyggelsen i de indlemmede Distrikter er for en stor Del landlig, som det ogsaa fremgaar af Forholdet mellem Areal og Befolkning.
Som følge af denne udvidelse blev der 1904 opført en ny brandstation på Kløvermarksvej, 1905 oprettedes en brandvagt i rytterskolen i Valby, og 1907 blev den nyopførte station Tomsgården på Frederikssundsvej taget i brug. I forbindelse med indvielsen af sidstnævnte blev korpsets vagttjeneste ændret til et-døgnsvagter mod tidligere 2 døgns vagt og 1 døgn fri.
1908 kom der igen et nyt regulativ, som atter ændrede stillingsbetegnelserne, der nu blev brandchef, vicebrand-chef, brandinspektør og reservebrandinspektør. Endvidere ordnedes det administrative arbejde, der stadig voksede, således at der ansattes et egentligt kontorpersonale. Efter at der fra tid til anden var opnået mindre lønforbedringer for mandskabet, lykkedes det ved den kommunale lønreform 1909 udover generelle lønforhøjelser at få indført pensionsret for alle efter 15 års uafbrudt tjeneste.
Samme år tog oberst Meyer, som nu var blevet 75 år, sin afsked, efter at han i 25 år havde stået i spidsen for det københavnske brandvæsen og ført det frem til en fornem position. Med enestående dygtighed havde han opbygget en fasttømret organisation, som også rent teknisk var fuldt på højde med tidens krav. Desuden havde han i høj grad sans for det menneskelige og forstod at udvælge sit mandskab, som for en stor del kom til at bestå af robuste typer som tømrere og søfolk. Han havde derimod ikke så meget tilovers for skomagere, som ellers var ret godt repræsenteret i korpset – efter hans mening blev skomagerstolen hængende i enden på dem. Han var en myndig mand af den gamle skole, og hans forhold til mandskabet var nærmest patriarkalsk. Han var særdeles afholdt og blev ved sin afsked hyldet af brandkorpset med et fakkeltog. At han også nærede varme følelser over for brandkorpset fremgik tydeligt af den interesse, han fortsat viste korpset efter sin afgang og af, at hans børn, overretssagfører K.A.Meyer og hofjægermesterinde Lily Steensen-Leth ifølge hans ønske efter hans død skænkede 5000 kr. til et legat, der bærer hans navn, og hvis renter udbetales til enker efter brandfolk. Datteren testamenterede senere 10.000 kr. til samme legat. Ligeledes bør det her nævnes, at det skyldtes hans initiativ, at Christian IX 1903 indstiftede hæderstegnet for 25 års god tjeneste ved Københavns brandvæsen, således at korpsets mandskab også kunde få en officiel påskønnelse for sit arbejde.
Oberst Meyers efterfølger blev vicebrandchef Emil Liisberg [8], som da allerede havde været ansat ved brandvæsenet i 28 år, altså længere end Meyer. Han havde i årene 1890-1905, da han blev korpsets næstkommanderende, udover almindelig tjeneste beskæftiget sig indgående med brandvæsenets telegraf- og telefonnet, som under hans ledelse blev stærkt udbygget. Kun godt 6 år blev det ham beskåret at være brandchef, og den vigtigste begivenhed i denne periode var påbegyndelsen af udrykningsmateriellets automobilisering, som 1913 blev indledet med anskaffelsen af en automobilsprøjte, den første her til lands. Liisberg døde pludseligt i 1916, hvorefter vicebrandchef C. A. Mulertz blev brandchef.
Det blev således i Miilertz’ regeringstid, at den motorisering af brandvæsenet, som havde set sin spæde begyndelse allerede i Meyers tid, skulde blive gennemført totalt. Det blev dog ikke Mulertz selv, men vicebrandchef A.E.Friis, der som den virkelige fagmand på dette område kom til at lede denne ret så revolutionerende omlægning af det rullende materiel. Som tidligere omtalt havde man 1907 anskaffet en personbil til den vagthavende brandinspektør, 1913 fik man den første motorsprøjte, en 6-cylindret »Dennis«, som derfor fik kælenavnet »Engelskmanden«, og samme år blev brandinspektørens vogn udskiftet med en ny, medens den gamle blev anvendt som skolevogn ved oplæringen af chauffører. 1917 blev det brandchefens (og vice-brandchefens) tur til at få personvogn.
Som det fremgår af ovenstående, var udviklingen i de første år temmelig sindig, men da den første verdenskrig var vel overstået, indså man, at tiden nu var inde til at tage skridtet fuldt ud. Afstandene i byen var efterhånden blevet så store, at en udrykning var aldeles ødelæggende for både heste og køretøjer. Man sluttede derfor i 1919 kontrakt med Daimler-Mercedes om levering af ialt 27 køretøjer: 1 personvogn (skolevogn), 2 lastbiler (heraf 1 skolevogn), 7 motorsprøjter, 7 motortendere, 8 ambulancer, 1 automobildrejestige og 1 automobilafprodsstige. Disse køretøjer blev leveret i årene 1920-24, og efter at man i 1927 fik yderligere i personvogn og i 1929-30 1 automobildrejestige, 6 automobilafprodsstiger, 1 redskabsvogn, 1 ambulance og 1 personvogn, var automobiliseringen gennemført totalt. De 3 gamle dampsprøjter, som sidst havde været i brug ved udrykning i 1924, gik over som reserve for motorsprøjterne, idet man fik det ordnet således, at de kunde kobles til en bil. I takt med hele denne udvikling gled hestene gradvis ud. Før bilernes tid havde man 54 heste, og de sidste 8 blev solgt 7.juni 1930.
Selv om denne overgang havde strakt sig over en halv snes år, må det siges at være en hurtig afvikling, da den jo krævede ændringer af lokaler og en betydelig omstilling af korpset. Staldene blev nu garager og mekanikerværksteder, hvilket selvfølgelig kun var et rent teknisk spørgsmål. Vanskeligere må det have været, specielt for de lidt ældre, at indstille sig på den megen mekanik og teknik, som de nye køretøjer forudsatte kendskab til. Det synes dog at være gået nogenlunde uden vanskeligheder, bl.a. var det af stor betydning, at en hel del af de gamle erfarne kuske lærte at køre bil og således kunde fortsætte i begge parters interesse. I forbindelse med uddannelsen af de mange nye chauffører var det en stor fordel for brandvæsenet, at Friis siden 1908 havde været politiets, siden 1913 justitsministeriets, sagkyndige i automobilsager. Han kendte derfor så godt som nogen til de krav, der stilledes til motorkøretøjer og til chauffører, og man opnåede da også dispensation fra automobilloven, således at brandvæsenets chauffører fik lov til at aflægge køreprøven for ham. Da der jo her var tale om at køre med store og specielt udstyrede vogne, skulde samtlige chauffører aflægge prøve for Friis uden hensyn til, om de havde kørekort i forvejen.
Alt det nye materiel krævede megen pasning, og da de enkelte køretøjer selvfølgelig altid blev kørt af forskellige chauffører på grund af skiftende vagttjeneste, var en særdeles effektiv kontrol af bremser og styretøj til stadighed nødvendig. Maskinmestrene foretog sammen med chaufførerne eftersyn på de enkelte stationer 2, senere 3 gange ugentlig, og når personvogne og ambulancer havde kørt 5000 km, motorsprøjter 2000, kom de til rutinemæssigt eftersyn på værkstedet på hovedbrandstationen. Endvidere blev der for hvert enkelt køretøj ført journal over reparationer og forbrug af benzin og gummi for derved altid at være på vagt over for for store uregelmæssigheder.
Efter at man var gået over til automobildrift, foregik udrykninger til Nordsjælland naturligvis ad landevejen, og følgelig blev aftalen med D. S. B. om slukningstog ophævet. Blandt de tekniske fremskridt og nyopfindelser, som i Miilertz’ tid blev taget i anvendelse af brandvæsenet, er der særlig grund til at hefte sig ved to: røgbeskyttelsen og det tekniske skum.
1928-29 påbegyndtes på initiativ af brandinspektør, senere brandchef Povl Vinding indkøb af materiel til og forsøg med røgbeskyttelse, som senere vil blive genstand for nærmere omtale (se siden røgdykkertjenesten).
Det kemiske skum er opfundet af daværende brandfuldmægtig (brandinspektør) på Frederiksberg, senere brandchef i København Einer Schrøder og ingeniør J.A.van Deurs, som efter en lang række eksperimenter i 20 erne tog patent på opfindelsen [10]. Skummet er særlig virkningsfuldt over for brandfarlige stoffer og væsker, som man tidligere var ret hjælpeløs overfor, og som i vore dage ofte forekommer oplagret i store mængder og til trods for alle forholdsregler altid vil være et stort problem for brandvæsenet. I 1929-30 indførte Københavns brandvæsen skumslukning.
Da brandstationen i Absalonsgade og brandvagten i Valby i længere tid ikke havde været tilstrækkelige på grund af byens vækst og udvikling, blev der opført en ny, moderne brandstation på Enghavevej, hvor man bl.a. også stationerede den nye røgbeskyttelsestjeneste og senere det dertil hørende laboratorium. Denne nye station V blev taget i brug i 1929, og samtidig nedlagdes de 2 gamle. Det er ikke uinteressant at bemærke, at skolen i Valby derefter overgik til Københavns kommunebiblioteker, som stadig benytter den, ligesom man i 1912 rykkede ind i Nicolai Kirke!
Indførelsen af 8-timers arbejdsdag i 1919 fik også konsekvenser for brandvæsenet, hvis mandskab følgelig måtte forøges. Samtidig ændredes vagtordningen fra vagt hvert andet døgn, idet udrykningsmandskabet blev inddelt i 7 roder, og herved fik man gennemsnitligt 3 døgns vagt pr. uge
Efter 38 års tjeneste blev Mulertz 1930 på grund af sygdom tvunget til at tage sin afsked. Ligesom oberst Meyer var han en myndig militærperson, som nok kunde virke barsk, men alligevel altid på en sådan måde, at man var klar over, at der bag den tilknappede facon skjulte sig megen hjertelighed. Når han inden for korpset fik kælenavnet »Den store Bastian« må dette tages som udtryk for, at vel nærede man en naturlig respekt for ham, men man var ikke bange for ham.